Når kvinder hjælper kvinder
Frederikshavn Krisecenter samarbejder med krisecenter i Rwanda - i denne uge er Mary Balikungeri på besøg
FREDERIKSHAVN: - Women rules the world, siger Mary Balikungeri og flækker i et stort grin fra øre til øre.
Den afrikanske kvinde er leder af RWN, Rwanda Women Network. I den forløbne uge har hun besøgt Frederikshavn Krisecenter, der i snart tre år har haft en Rwanda-gruppe, som arbejder på at hjælpe voldsramte kvinder i Rwanda.
Den første kontakt blev skabt i Washington i 2011, hvor lederen af Frederikshavn Krisecenter, Inge Bergstedt, deltog i The Second World Conference for Women Shelters, en kongres for 1500 repræsentanter fra krisecentre i 79 lande.
Massivt behov for hjælp
- Jeg hørte Mary Balikungeri fortælle om kvinders forhold i Rwanda og tænkte: Det kan ikke passe. Her må vi kunne gøre noget for at hjælpe, siger Inge Bergstedt.
Det centralafrikanske land har i årtier været præget af stridigheder mellem tutsi- og hutustammer, og i 1994 kulminerede stridighederne med folkedrabet, der kostede omkring én million mennesker livet. Folkedrabet, der er den største humanitære katastrofe siden Hitlers Holocaust, præger stadig befolkningen, ikke mindst kvinderne.
- Vi har en udmærket lovgivning, men problemet er, at befolkningen ikke kender deres rettigheder. Mange kvinder er udsat for vold, og vi har ikke krisecentre, som I har i Danmark. Mange voldsramte kvinder har ingen steder at gå hen, forklarer Mary Balikungeri.
Globalt netværk for kvinder
Hun arbejder på at skabe et globalt netværk af kvinder.
Under besøget i Danmark besøgte Mary det ny krisecenter i Aalborg og mødtes med de frivillige fra Frederikshavn Krisecenter, med kommunens familieafdeling og med CISU, en sammenslutning af NGO’er, der alle er engagerede i u-landsarbejde.
Rwanda-gruppen i Frederikshavn forsøger nu at rejse midler til en tur til Kilagi i Rwanda, hvor de ville hjælpe Mary Balikungeri med arbejdet for voldsramte kvinder.
- Vi kan gøre en forskel, når vi står sammen, siger Mary Balinkugeri.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.