Når unge elsker musik
Der er masser af kærlighed til musik, til hinanden og samværet i Ungdomsringens Musikfestival
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:42
AALBORG: Går man rundt en halvtåget januar lørdag eller søndag og ved ikke rigtig helt om man orker at slippe det dårlige humør, er der måske en gratis omgang humørpille at sluge, hvis man - uanset alder - lister sig ind i Aalborg Kongres og Kultur Center og lytter. Eller kigger. Og oplever.
For her er ungdommen til stede. I kærlige omfavnelser, i gang med at underholde, i gang med at få sig en lille lur eller på vej til næste koncert.
Ikke færre end 200 bands og ikke færre end 2000 forventningsfulde unge og ældre indtog nemlig kulturcenteret fra fredag til søndag med instrumenter, dans og sang - og med masser af gå-på-mod.
Man skal have modet
Det synes nogle af deltagerne i hvert fald, for det der med modet skal man gerne have.
Søren Elvensø, Valdemar Højelsen og Junid Ahmed synes i hvert fald at de unge, der går på scenen i musikfestivalen er modige.
- Det er flot, at de tør, er de tre enige om.
De kommer fra Klub Grønnemose i København, er alle tre 16 år gamle og er også alle tre enige om, at de måske nok godt selv kunne have deltaget med deres band. Men:
- Vi troede ikke, vi var gode nok. Nu kan vi se, at vi nok godt kunne have været med, siger de.
Og hygger sig.
Det er fedt
- Det er fedt, er kommentaren til, hvordan det er at være på Ungdomsringen Musikfestival som 16-årige unge drenge, der i en pause nørder musik på en musikcomputer, og synes det er sjov.
Griber megafonen
De sidder midt i den store pausehal uden for koncertsalene, og det er også i den store pausehal Mellerup Efterskole griber megafonen og med en stor flok unge elever får sat scenen med dans, musik og sang, så den grådisede januar dag forsvinder og erstattes af rytmer, der er svær at stå stille til.
Det er 35. gang den store musikfestival holdes, og det er 35. gang, at Aalborg Kongres og Kultur Center danner rammen. Overalt er der unge og på trappen op mod førstesalen, ligger en gruppe unge viklet ind i hinanden i forsøget på at sove. Et par trappetrin længere oppe sidder en grupper på fire-fem piger og en dreng med guitar, der synger og spiller.
Et væld af scener
Der er et væld af scener, og der er gang i dem alle næsten hele tiden.
Men næste år bliver Ungdomsringens Musikfestival ikke som de øvrige år.
Flytter til Nordkraft
Næste år forlader Ungdomsringen nemlig Aalborg Kongres og Kultur Center. Festivalen flytter til Nordkraft.
- Det er hovedsagligt af økonomiske årsager, vi flytter ned i byen, siger en af kræfterne bag Ungdomsringens Musikfestival, Rolf Bekker, leder af Station 10 under Ungdomsskolen og regionsformand i Ungdomsringen i Nordjylland.
- Men vi gør det også, fordi Nordkraft kan byde på noget andet. Vi får et andet mix med publikum, der træder ind ad døren for måske at komme ind til klatrevæggen eller andet, og vi kan samarbejde med blandt andre DGI. Det bliver spændende, men det bliver også en udfordring for os, siger Rolf Bekker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.