Lokalpolitik

Nabo til "Katedralen" frygter panik- løsning

Hastværk med at få bygningen væk må ikke bane vej for uovervejede ungdomsboliger, siger Carsten Tidselbak

Carsten Tidselbak har tidligere i NORDJYSKE kritiseret forholdene omkring "Katedralen", som han finder udgør en fare for mennesker, der færdes i området. Han er ikke desto mindre skeptisk overfor det plangrundlag, der skal bane vej for en nedrivning.
Carsten Tidselbak har tidligere i NORDJYSKE kritiseret forholdene omkring "Katedralen", som han finder udgør en fare for mennesker, der færdes i området. Han er ikke desto mindre skeptisk overfor det plangrundlag, der skal bane vej for en nedrivning.

Carsten Tidselbak på Julius Posselts Vej på Lindholm Brygge har været en stærk kritiker af, at "Katedralen", Dansk Andels Cements mølleri på Lindholm Brygge, har fået lov til at forfalde gennem årtier. Som bygningen fremstår i dag, er den ifølge Tidselbak en æstetisk skændsel og til fare for beboerne. Alligevel er han stærkt utilfreds med lokalplanforslaget, der torsdag er til behandling i teknik og miljøudvalget, og som har til formål at give mulighed for at nedrive den industrihistoriske bygning, der i øvrigt er betegnet som bevaringsværdig. Kritikken handler ikke om, at han ikke gerne ser "Katedralen" fjernet, for det gør han. Bekymringen går på den lokalplan for området, som vil følge efter nedrivningslokalplanen. - Meget tyder på, at det bliver almennyttigt byggeri, herunder ungdomsboliger, der kommer til at blive bygget i området, siger Carsten Tidselbak, der hvad det angår støtter sig til udtalelser fra borgmester Henning G. Jensen, som har sat navn på boligselskaber, der er interesserede i at bygge i området. Skæv aldersfordeling - Jeg har ikke noget generelt mod ungdomsboliger, men kommer der 400 sådanne boliger i området, bliver det noget anderledes at bo her, end vi havde forventet, da vi købte lejlighed på Julius Posselts Vej i 2007. Ifølge den gældende lokalplan fra 2000 skulle området bruges til en blanding af boliger og erhverv, men nu lægges der op til noget helt andet, siger Carsten Tidselbak, der gerne havde set en større aldersspredning blandt beboerne. I 2010 kom der en ny lokalplan, som åbnede mulighed for hotelbyggeri i tilknytning til en renoveret "Katedral", men den plan er i dag opgivet af investorgruppen bag projektet. - Efter min mening bør man fra politisk hold gå tilbage til indholdet af den første lokalplan, blot uden "Katedralen", siger Tidselbak, som mener, at det ikke er nok med en lokalplan, der giver ejeren mulighed for at nedrive bygningen. - Ejeren bør pålægges at sikre bygningen, så den ikke er til fare for andre, siger Carsten Tidselbak, der ser ungdomsboligplanerne som udtryk for en panikløsning på på problemet med den smuldrende "Katedral. Brug tid på overvejelser - I stedet bør man handle langsigtet og nøje overveje, hvad området er egnet til i stedet for her i de såkaldte finanskrisetider at sige, hvad kan lade sig gøre nu og så ende med, at den eneste mulighed er almennyttige boliger. - Jeg har i hvert fald ikke hørt, at der er brug for en masse ungdomsboliger lige netop det sted, siger Tidselbak, der mener, at der allerede blev handlet uovervejet, da lokalplanen med hotelprojektet blev vedtaget. - Jeg må gå ud fra, at hensigten var reel nok, men den eneste virkning, vi har set, er en opskrivning af værdien, fordi det blev muligt at bygge bombastisk og i højden, siger Carsten Tidselbak, der dog er på det rene med, at antallet af kvadratmeter, der må bygges, falder fra 22.000 i 2010 lokalplanen til 15.000 i den kommende. - Men byggeriet bliver tættere end i planen fra 2000 siger han. I en indsigelse til forslaget opfordrer han derfor politikerne til at respektere den oprindelige lokalplan. Blandt de få indsigelser - der er tre - opfordrer en enkelt politikerne til at bevare "Katedralen". Nedrivning en kæmpefejl Afsenderen arkitekt Henriette Ejstrup med bopæl i Aarhus, men med opvækst i Aalborg, håber på, at politikerne besinder sig og undlader at tillade en nedrivning. Hun skriver blandt andet: "Dansk Andelscement har været særdeles karakterskabende for Lindholms udformning og identitet....det vil være en kæmpefejl at fjerne denne kulturhistoriske bygning af højest bevaringsværdi". Hun køber desuden ikke argumentet om, at forfaldet er så fremskredent, at bygningen ikke står at redde, idet hun henviser til, at kommunen råder over rapporter, der siger, at betonbygningen i jernbeton er i ok stand. "Kigger man på betoneksempler som 2. verdenskrigs bunkers og sågar Panteon i Rom ved man, at beton ikke forgår så let".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden