Naboer: Få det nu fixet
Jem & Fix vil droppe indhegning, men naboer protesterer.
Det er gået præcis som de omkringboende frygtede, da Jem & Fix i Brønderslev for fem-seks år siden flyttede fra den ene side af Østergade til den anden. - Jem & Fix skulle aldrig have været placeret på denne adresse, skriver 11 beboere i Vendsysselgade og Jyllandsgade i et fælles brev til Brønderslev Kommune. - Det er efter vores opfattelse et alt for lille areal. Vi havde jo i flere år set, hvordan der pga. pladsmangel så ud omkring det gamle Jem & Fix, og vi frygtede, at det blev det samme her, når grunden ikke skulle være større. Netop derfor blev vi, helt fra før byggeriet kom i gang, lovet, at vi ikke ville blive generet af forretningerne, hverken pga. trafik eller uorden omkring pladsen, fortsætter beboerne. Beboerne protesterer imod, at Jem & Fix nu søger om dispensation fra lokalplanen til at undlade at færdiggøre indhegningen omkring pladsen. Kaos på aflæsserpladsen Lokalplanen stiller krav om tæt hegn omkring pladsen og om, at udendørs oplag kun må ske i tilknytningen til bebyggelsen. Ansøgningen om dispensation kommer efter klager over at der oplagres varer uden for indhegningen. - Allerede nu, uden tæt indhegning, er det fysisk svært for vores fragtmænd at bakke helt ind til vores port/aflæsserplads, når de kommer med varer, hvilket kan skab en del kaosagtige tilstande på aflæsserpladsen i højsæsonen, skriver Lars Vodstrup Pedersen fra Jem & Fix i ansøgningen. Naboer trætte af rod Naboerne i Vendsysselgade og Jyllandsgade synes Jem & Fix skal gå hjem og fikse deres plankeværk som skrevet står i lokalplanen. - Vi vil se frem til at dispensationsansøgningen bliver afvist, så vi kan blive fri for at se på roderiet, og ikke mindst blive fri for at det flyder med pap, prisskilte, plastik og meget andet i haverne, skriver beboerne. De foreslår at kommunen sælger trekant-arealet på hjørnet af Vendsysselgade og Jyllandsgade til Jem & Fix, så butikken får mere plads. Men stadig med krav om indhegning af hele arealet. Sagen forelægges miljø- og teknikudvalget på udvalgsmødet 31. januar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.