Naboer redder ældre mands hus fra flammer
Cigaretskod startede ild i buskads - beredskab advarer om stor brandfare
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:04
GODTHÅB: Naboers hurtige indgriben var med til at sikre, at et hus på Tostrupvej i Godthåb nær Svenstrup søndag eftermiddag blev reddet fra at gå op i flammer.
- Der er ingen tvivl om, at deres indsats har reddet huset, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab.
Søndag eftermiddag sad en ældre mand ude i skyggen fra sit hus og nød en øl.
Ifølge beredskabet havde manden kastet et cigaretskod fra sig, og så gik det stærkt.
Pludselig opstod der brand i bed og busk og en drømmeseng, og ilden var tæt på at få fat i villaens tagkonstruktion. Røgen bredte sig ind i et soveværelse.
Naboer reagerede hurtigt og fik samlet flere vandslanger, så de lige akkurat kunne nå hen og holde flammerne nede med vand.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret ved 15-tiden, og de fik slukket ilden helt.
Ingen kom noget til, men den ældre beboer i huset var noget rystet over episoden.
- Alle derude var meget overraskede over, hvor hurtigt det var gået, da ilden opstod. Lige nu er der så tørt, at det er som en krudttønde. Der skal bare et cigaretskod til - så risikerer man, at det hele brænder, advarer Søren Korsgaard fra beredskabet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.