Nabostrid udløste nytårs-vold

40-årig mand fundet skyldig i vold mod ægtepar nytårsaften

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

KLARUP:Flere års nabostrid endte voldeligt nytårsaften i Klarup, hvor en 40-årig mand slog og sparkede et ægtepar, fordi parret søn havde smidt toiletpapir ind i hans have.

Mandag blev den 40-årige så fundet skyldig i vold, oplyser anklager Bjørn Fogh.

Den voldelige episode fandt sted få timer inde i det nye år omkring klokken 03, da ægteparret og deres teenage-søn kom hjem fra en nytårsfest.

Sønnen ville lave nytårsløjer, og smed derfor toiletpapir over i den 40-åriges have. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over hos den 40-årige.

Søn hentede hjælp

Han jagtede drengen, der løb hjem til sine forældre, og da den 40-årige stod ansigt til ansigt med ægteparret, overfaldt han først manden med slag og spark, så han faldt bevidstløs om. Herefter slog han kvinden i ansigtet, og sluttede af med at sparke den bevidstløse mand endnu engang, forklarer Bjørn Fogh.

I mellemtiden var sønnen løbet over til en nabo for at få hjælp. En gæst ved naboen forsøgte at stoppe volden, men det resulterede i, at han blev slået i hovedet med en lommelygte af den 40-årige.

Vold var afmagt

I Retten i Aalborg erkendte den 40-årige volden mod ægteparret, men mente dog ikke, at der var tale om grov vold mod manden, som han blev fundet skyldig i. Derudover nægtede han have slået manden, der kom til undsætning.

Den 40-årige forklarede i retten, at nabostriden med ægteparret havde stået på i fem til otte år, og da sønnen smed toiletpapiret over i hans have, fik han nok. Han forklarede, at han overfaldt ægteparret i ren afmagt, fortæller Bjørn Fogh.

Skal mentalundersøges

Der er endnu ikke blevet udmålt en straf, da den 40-årige først skal mentalundersøges. Resultatet af mentalundersøgelsen er klar i april, hvor retten vil tage stilling til, om han er egnet til almindelig straf eller skal have en behandlingsdom, fortæller Bjørn Fogh.

Den 40-årige har siddet varetægtsfængslet siden nytårsaften, men blev løsladt efter mandagens retsmøde.