Nadim jubler over EM-kvalifikation
Tidligere Fortuna-profil mener, at det danske kvindelandshold kan matche de bedste nationer
Opdateret kl. 11:40
VIBORG: 28-årige Nadia Nadim spillede en hovedrolle, da det danske kvindelandshold tirsdag aften kvalificerede sig til EM-slutrunden i Holland næste sommer med en sikker sejr over Sverige.
Den tidligere Fortuna Hjørring-angriber, der nu repræsenterer Portland Thorns FC i den amerikanske liga, afgjorde kampen i det 47. minut med scoringen til slutresultatet 2-0, og humøret var derfor også højt, da hun mødte pressen efter slutfløjtet på Viborg Stadion.
- Jeg har det superfedt lige nu. Jeg synes, vi spiller en fed kamp. Taktisk spiller vi rigtig smart og giver svenskerne deres egen medicin. Vi lader dem have bolden, og så kører vi nogle omstillinger, hvor vi er ret farlige, forklarede Nadia Nadim, der er fortrøstningsfuld med henblik på EM i 2017.
- Når vi rammer dagen, kan vi spille op mod de bedste hold. Vi har haft en god kvalifikation, og nu skal der bare bygges på. Der er otte måneder til EM, og det er jo virkelig lang tid, men jeg håber på, at vi er klar, når vi skal til slutrunden, sagde Nadia Nadim.
Danmark kvalificerede sig via andenpladsen i gruppe fire. Sverige havde allerede sikret førstepladsen inden kampen i Viborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.