Nærkontakt af 3. grad?
Lyssøjle rejser sig mod nattehimlen fra plantecenter
ILBRO: Når man kører ad motorvejen mellem Vrå og Hjørring ved skumrings- eller nattetide, kan man i øjeblikket opleve et sælsomt syn.
Bedst som man kører og funderer over de julegaver, der endnu ikke er streget ud på den alenlange liste, viser der sig en lyssøjle, som umiddelbart kunne se ud til at komme fra en diffus sky og pege ned mod jorden. Og er man et fantasifuldt gemyt, ja, så stryger tankerne fluks tilbage til filmen ”Nærkontakt af 3. grad”, hvor Jorden fik besøg udefra af såkaldte UFO’er.
Eller man tænker på ”Star Trek” og rumheltene, der blev ”beamet” alle mulige og umulige steder hen.
Forklaringen er dog mere jordnær - nemlig at Landlyst Plantecenter ved Ilbro reklamerer for både jul og nytår med en ordentlig lysstråle.
Og når man nu alligevel har fået tankerne drejet mod lyset, kunne man måske fundere lidt over betydningen af lys og på de mange af Grundtvigs salmer, hvori netop ordet lys indgår som noget i særklasse positivt. Det er vel næppe heller tilfældigt, at vi mennesker tænder et stearinlys, når vi skal hygge os, fejre jul, fødselsdag eller fundere over det, der var og det, der kommer.
Lad der blive lys ... så ordner det med gaverne sig nok.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.