Næssundfærgen lukker 1. maj

Et frustreret færgeråd kaster håndklædet i ringen efter møde med bestyrelse og borgmester

Nu er det sket: Den snart 60-årige træfærge stopper med at sejle over Næssund, hvor der har været færgedrift igennem 400 år. Arkivfoto: Bo Lehm

Nu er det sket: Den snart 60-årige træfærge stopper med at sejle over Næssund, hvor der har været færgedrift igennem 400 år. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Næssundfærgens dage er talte. Efter et møde onsdag mellem det frivillige færgeråd, bestyrelsen for I/S Mors-Thy Færgefart og borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) er konklusionen, at færgen sejler sin sidste tur torsdag 30. april.

- Færgerådet kaster håndklædet i ringen. Kommunen har ikke rokket sig en tøddel i det år, vi har arbejdet. Holdningen er fortsat, at det ikke må koste kommunen noget ud over budgetforliget at drive færgen videre. Og så kan vi lige så godt opgive, siger en skuffet talsmand for færgerådet, Søren Christensen, Karby.

Viggo Vangsgaard (S), formand for I/S Mors-Thy Færgefart bekræfter, at færgen må stoppe til maj:

- Færgerådet har ikke haft held med de bestræbelser, der er gjort for at spare driftsmidler og skaffe penge. Vi havde håbet, at de frivillige kunne finde en kasse, som det var muligt at trække lidt penge fra, men det skete ikke. Vi må derfor forholde os til vores budgetvedtagelse, som siger, at hvis der ikke findes andre løsninger med udgangen af april måned, så stopper driften der, siger Viggo Vangsgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.