Næsten som i Amazon-junglen
Dansk Land Rover Klub havde afdeling af krævende terrænløb i Bjørnstrup Grusgrav

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BJØRNSTRUP:Der er ikke meget jungle over Bjørnstrup Grusgrav nord for Aars. Og så alligevel. Måske en lille bitte smule...
Under alle omstændigheder lod 21 Land Rover-ejere fra hele landet - trods bidende kulde - tankerne gå til den fugtige regnskov i Amazonas i Sydamerika, da de holdt første afdeling af en såkaldt trophycup i grusgraven.
Her konkurrerede bilentusiasterne - for hvem kun det hæderkronede engelske bilmærke dur´ - i kørefærdigheder. Sikkert ikke kørefærdigheder som en ganske almindelig bilejer opfatte dem, men færdigheder i, hvordan man manøvrer en firehjulstrækker rundt i terræn, som selv militæret ville betakke sig for at sende en Leopard-kampvogn ud i.
Trophy-tanken udspringer af Land Rover Camel Trophy - også kaldet de olympiske lege i 4x4 hjulstræk, der adskillige gange været afholdt i sydamerikas jungle. Her er det kun de hårdeste halse og bedste biler, der klarer strabadserne, når de bliver sendt af sted på tusindvis af kilometer mudrede jungleveje i noget af verdens mest uvejsomme terræn.
- Helt så hårdt som i Sydamerika er det alligevel nok ikke i Bjørnstrup Grusgrav, det må vi erkende, men det er et godt sted at få testet færdighederne. Nogle af Danmarks bedste terrænkørere mødes her for at dyste på udfordrende baner, fortæller Jimmi Nygaard Henriksen fra Dansk land Rover Klubs Østjyllands-afdeling.
Han er stifter af Trophy Cup, der for første gang var henlagt til en bane i Nordjylland.
På tid skal bilerne gennem baner med stejle skrænter, dybe huller og ind gennem tætte porte, som bilerne ikke må røre.
De 21 biler er delt ind i syv hold. På hvert hold er der tre biler med to kørere i hver bil.
- Den helt store udfordring er sådan set samarbejdet på holdet. Hvis der ikke er teamwork, så lykkedes det ikke at få bilerne sneget igennem portene, fortæller Jimmi Nygaard Henriksen, der selv er hardcore trophy-kører. Han har således købt ekstraudstyr for 100.000 kr. til sin i forvejen stærke firehulstrækker for at den skal kunne klare sig endnu bedre gennem de hårde prøver.
Jimmi Nygaard Henriksen glæder sig over, at der er lodsejere - som indehaverne af Bjørnstrup Grusgrav - der vil lade Dansk Land Rover Klub afholde konkurrencerne.
- Jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver en tilbagevendende begivenhed i landsdelen, siger han.
Cuppen køres over fire afdelinger i hele Danmark.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.