Nævn fastholder bøde til mægler
Fritz Bredvig skal forsat betale bøde på 150.000 kroner.
På trods af en klage fra ejendomsmægler Fritz Bredvig fra Løkken har Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere besluttet at fastholde den bøde på 150.000 kroner, som nævnet sidste år tildelte Bredvig i forbindelse med en kuldsejlet handel med en tyrkisk feriebolig. - Nævnet har besluttet at fastholde sin tidligere afgørelse, fordi Bredvigs klage ikke indeholdt oplysninger, som giver grund til at ændre afgørelsen, forklarer Nina Pabst-Karlsson, der er juridisk sekretær for disciplinærnævnet. Fritz Bredvig havde ellers klaget over, at nævnets afgørelse var baseret på urigtige oplysninger og navneforvanskninger, men nævnets afgørelse står altså nu fast. Købte feriebolig Klagen, som nu er endt med en stadfæstelse af bøden på 150.000 kroner, kom fra ægteparret Jesper og Hanne Holmelund-Kallesen. Som tidligere omtalt af NORDJYSKE købte parret i foråret 2007 en feriebolig i Alanya i Tyrkiet med Fritz Bredvig som ejendomsmægler. Sælger af ferieboligen var Alanya Partners Ltd., som Frit Bredvig selv var medejer af. Fik aldrig skøde Men Jesper og Hanne Holmelund-Kallesen fik aldrig som lovet et skøde på den feriebolig, som de ved underskriften på købsaftalen i 2007 havde betalt 238.000 Euro for. Tværtimod anmodede Fritz Bredvig i februar 2009 dem om at indbetale yderligere 40.000 Euro, så en tvangsauktion over deres feriebolig kunne undgås. Årsagen var ifølge Fritz Bredvig, at hans tyrkiske partner i Alanya Partners havde snydt ham og belånt Holmelund-Kallesens tyrkiske feriehus bag hans ryg. Nægtede at betale Ægteparret nægtede dog at komme med flere penge og krævede i stedet, at handlen gik tilbage, fordi de ikke kunne få skøde på feriehuset. Da de ikke fik deres penge retur fra Bredvig, klagede Holmelund-Kallesens til Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere. I den afgørelse, som nævnet nu har fastholdt, udtaler nævnets medlemmer skarp kritik af Fritz Bredvig og giver ham en bøde på 150.000 kroner. Går til domstolene NORDJYSKE har bedt Fritz Bredvig om en kommentar til nævnets seneste afgørelse. - Det var forventet, at nævnet ville fastholde den første kendelse, frem for at de afslører sig selv ved ikke at have sat sig grundigt ind i, hvad der er foregået, og derfor er min advokat ved at forberede sagen, så vi kan få en domstolsafgørelse, skriver han i en e-mail til NORDJYSKE. Fritz Bredvig skriver i øvrigt i mailen, at han har fremlagt en lang række beviser for disciplinærnævnet på, at Jesper og Hanne Holmelund-Kallesen selv er skyld i, at de ikke har modtaget deres skøde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.