Nancy på sin femte visit
Tidligere lærer fra Iowa bruger meget tid på slægtshistorie
THISTED: For femte gang besøgte den 70-årige tidligere lærer Nancy Walden fra Des Moines i Iowa i USA i weekenden Thisted - første gang var 1980 - og her bl.a. Nørregade 39, hvorfra hendes oldefar i sin tid udvandrede.
Siden hun senest var på besøg 2015, har huset skiftet ejere. For et års tid siden blev det købt af Jane Hagelskjær, vejleder og socialpædagogisk støttelærer på EUC Nordvest, og Svend Hagelskjær, forstander på Skyum Idrætsefterskole, som lørdag formiddag havde budt på brunch.
Nancy Waldens oldefar, Poul Christian Larsen (1843-1930), blev født i Husby i Kettrup Sogn. Omkring 1850 slog familien sig ned i Nørregade 39 i Thisted, og som ung arbejdede han i Christiansgave. 1864 udvandrede han til USA, hvor han giftede sig med sin kæreste hjemmefra, Caroline Pedersen (1843-1903), oprindelig fra Skive, og de slog sig ned på en jordlod i Cedar Falls, Iowa. Senere flyttede de til Hastings, Nebraska, hvor de byggede en ny farm op, og Poul Christian Larsen blev valgt til sognefoged og var i det hele taget en kendt demokratisk politiker.
Første gang familien i USA blev klar over, hvorfra forfaren var kommet, og Nørregade 39 blev lokaliseret, var 1972, da Nancy Waldens morbror, atomforskeren Harvard Leslie Hull (1906-88), sammen med sin kone, Alta, besøgte Danmark.
- En del af mit hjerte bor her, siger Nancy Walden og fortsætter:
- Jeg har altid interesseret mig for familiens historie, og så er jeg blevet så godt modtaget her hver gang.
Nancy Walden og hendes ældre søster, Judy, har to gange inviteret til familietræf i Hastings.
Udover at møde slægtninge og besøge steder i København og Nordjylland omfattede Nancy Waldens tur til Europa denne gang besøg hos mangeårige venner i Nürnberg, Helsingfors og Sankt Petersborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.