Narkofabrik? Ingen kommentarer
Tiltalt udlandsdansker vil ikke udtale sig om amfetamin i sommerhus

Arkivfoto Lars Pauli
AALBORG:En 42-årig udlandsdansker er tiltalt for sammen med tre hollandske statsborgere at ville omdanne et sommerhus i Egense til en narkofabrik, hvor der skulle blandes medikamenter, som skulle blive til 38,5 kilo amfetamin.
Men danskeren, der i følge politiet er tidligere vicepræsident for en Bandidos afdeling på Sjælland, nægter at udtale sig.
Derfor blev torsdagens retsmøde i retssagen mod de fire mand aflyst.
Advokat skulle ind i sagen
Retssagen blev indledt 6. juni, hvor de tre hollændere skulle afhøres, mens danskerens udsagn blev udskudt, fordi han netop havde fået ny advokat i Niels Forsby, som derfor først skulle have tid til at sætte sig ind i sagen
Næste retsmøde blev udskudt til 14 dage senere, men udlandsdanskeren nåede altså frem til, at han ikke vil sige noget.
Alle fire tiltalte nægter kendskab til produktion af narko.
Sommerhus overvåget
Men politiet mener, at de fire mødtes i et sommerhus i Egense medbringende medikamenter og udstyr som baljer, blandemaskine og presenning for at producere 38,5 kilo amfetamin. Derfor skred politiet til anholdelse i oktober 2012 efter at have overvåget sommerhuset i et døgns tid.
Retssagen fortsætter mandag med afhøring af 11 vidner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.