Narkohunde hitter på gymnasier
Rektorerne på gymnasierne i Aalborg bruger gerne narkohunde for at undgå ulovlige stoffer på skolerne
Opdateret 13. februar 2013 kl. 06:09
AALBORG: Rektor på Aalborghus Gymnasium er ikke den eneste, der har benyttet sig af en narkohund.
NORDJYSKE Stiftstidende kunne mandag fortælle, at en narkohund fredag havde afsløret tre elever i at medbringe hash til en gymnasiefest på Aalborghus Gymnasium. Hunden var hyret af rektor Torben Poulsen.
En rundringning til de øvrige gymnasier i byen viser, at Torben Poulsen ikke er den eneste rektor, der har tilkaldt en narkohund.
Præventiv effekt
Søren Hindsholm, rektor på Nørresundby Gymnasium, inviterede for en måneds tid siden en narkohund, da han havde mistanke om, at der var narkotika på skolen.
Hunden fandt ingen forbudte stoffer. Men rektoren kan godt finde på at tilkalde den igen.
- Hash må ikke være på skolen. Når der kommer en narkohund på besøg, har det en præventiv effekt, så jeg vil gøre det igen, siger Søren Hindsholm.
På Hasseris Gymnasium har man også haft besøg af en narkohund.
- Der findes desværre narkotika i ungdomsmiljøet, og det forholder vi os til, selvom vi ikke fornemmer, at der skulle være problemer, siger rektor Anders Bach Jensen.
Kan blive en mulighed
På Aalborg Katedralskole har man for nylig drøftet muligheden, men man anså det ikke som nødvendigt. Det mener rektor for handelsgymnasiet, Jens Otto Petersen, heller ikke.
- Vi har endnu ikke anset det som en nødvendighed. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der kan være problemer. Selvom intet tyder på, at vi har nogen problemer lige nu, kan jeg ikke afvise, at vi kan få det i fremtiden, og så hyrer jeg gerne en narkohund, siger rektor Jens Otto Petersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.