Narkopåvirket mand skyld i to færdselsuheld

Blev anholdt, stjal en bil og kørte galt igen

Susie Skov
Arkivfoto
Færdselsforseelse 1. maj 2018 15:01

NORDJYLLAND: Tirsdag lykkedes det hele to gange for en 36-årig mand fra Bredstrup at komme galt afsted.

Første gang var på Bettevej i Tversted, hvor han klokken 07.35 kørte i grøften.

- Da vores patrulje kom frem skønnede de, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og blev kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring, hvor han fik udtaget en blodprøve, fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

Manden blev derefter løsladt, men han var ikke færdig med at køre bil.

Anholdt to gange

Klokken 11.35 fik Nordjyllands Politi anmeldelse om et trafikuheld på motorvej E45 i sydgående retning ved Indkildevej.

- Meldingen går på, at en bil er forulykket. Vi kører derud, og her fortæller vidner, at personen er stukket af til fods. Vi får fat i ham, og det viser sig at være den samme person, vi havde anholdt om morgenen i Tversted, siger Michael Elkjær.

Manden blev igen anholdt, og der blev igen udtaget blod.

- Han var fortsat påvirket, oplyser vagtchefen.

Kørte ind i autoværnet

Bilen, som den 36-årige kørte i, var tidligere meldt stjålet.

Den første bil, den 36-årige var kørt i, havde han ikke til rådighed, da han blev løsladt tirsdag morgen. Så da han kom ud fra sygehuset i Hjørring, stjal han en bil - og kørte galt i den ved Aalborg.

- Han var kørt ind i autoværnet, så den er totalt smadret, fortæller Michael Elkjær.

Manden slap med knubs, men er nu sigtet for narkokørsel, brugstyveri og for at have forvoldt to trafikuheld.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...