Øster Hurup

Naturen i fokus på årsmøde

Naturvejleder Morten DD Hansen, kendt bl. a. fra DRs serie ”Bidt af naturen”, optræder som gæsteoplægsholder i forbindelse med årsmødet. ?Privatfoto
Naturvejleder Morten DD Hansen, kendt bl. a. fra DRs serie ”Bidt af naturen”, optræder som gæsteoplægsholder i forbindelse med årsmødet. ?Privatfoto

ØSTER HURUP: "Landsbyen og naturen" bliver aftenens hovedtema, når Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune mandag 30. januar holder sit traditionelle årsmøde.

I år bliver det Multihuset i Øster Hurup, der kommer til at danne ramme om arrangementet.

Aftenens ubestridte højdepunkt bliver overrækkelsen af prisen til Årets Landsbyildsjæl, men programmet byder undervejs også på et overraskende underholdningsindslag, antyder formand for landdistriktsrådet, Kim Knudsen.

Til at give gode tips til, hvordan fjordkommunens landsbyer kan bruge naturen til at tiltrække nye beboere, har mødearrangørerne inviteret naturvejleder Morten DD Hansen, som bl.a. er kendt fra DRs serie "Bidt af naturen".

Han vil i sit indlæg komme med bud på, hvordan naturen skaber gladere mennesker, og hvad vi selv kan gøre for at komme tættere på naturen i vores lokalområder.

Anders Horsten fra Mariagerfjord Kommune vil supplere med kommunens bud på en politik på området, og landmand Niels Erik Christensen, Skjellerup vil give et eksempel på naturpleje i praksis.

Lars Rathke fra Hørby Kirkeby vil illustrere emnet gennem et konkret projekt i fjordkommunen, mens en gruppe ildsjæle fra Vesthimmerland vil fortælle om, hvordan tre landsbyer ved Løgstør i fællesskab har arbejdet med bedre naturadgang gennem en genskabelse af Vilsted Sø.

Hvem der skal have prisen som årets lokale landsbyildsjæl, forbliver indtil videre en hemmelighed, men det ligger fast, at kandidaterne er hhv. Poul Madsen, Øster Hurup, Kurt Rytter Andersen, Astrup, samt gruppen bag det lokale blad "Kig og Lyt" i Onsild.

Med prisen følger 5000 kroner og et kunstværk af en lokal kunstner, og selve prisoverrækkelsen foretages af kulturudvalgsformand Jørgen Pontoppidan.

- Vi glæder os til at se rigtig mange folk fra kommunens landsbyer. De seneste år har årsmødet samlet over 100 deltagere, konstaterer formand for Landdistriktsrådet, Kim Knudsen.

Tilmelding til mødet kan ske via hjemmesiden www.mariagerfjord.dk/landdistrikter - senest en uge inden mødet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden