Hulsig

Naturen på skinner

Veterantog med spise- og barvogn bringer gæsterne ud over Hulsig Hede

Så smuk kan Hulsig Hede tage sig ud, også set gennem et togvindue Arkivfoto: Peter Broen
Så smuk kan Hulsig Hede tage sig ud, også set gennem et togvindue Arkivfoto: Peter Broen Pressefotograf Peter Broen

SKAGEN: Nu vil naturvejlederne være med til at fejre Skagens 600 års jubilæum.

Naturvejlederne i Frederikshavn Kommune har flere gange arrangeret ture med Nordjyske jernbaner.

- Hver gang har vi haft fyldte tog, enkelte gange endda med venteliste, oplyser naturvejleder Bo Storm, der nu melder om et helt nyt togprojekt.

- Vi inviterer gæster med i veterantog med vogne, der er indrettet som spisevogn og barvogn.

Det er DSB Museumstog som kommer med togene, og Nordjyske Jernbaner er med som arrangør af selve kørslen.

- Det bliver ikke en tur med Orientekspressen, Men det bliver alligevel en unik togtur, med et strejf af nostalgi, gourmetmad og kulturoplevelser, og kun denne ene gang, i forbindelse med Skagens 600 års jubilæum, fortsætter Bo Storm.

Turen indledes med en velkomstdrink i barvognen. Her vil man få en introduktion til turen, og en fortælling om naturen undervejs. Derefter bliver deltagerne vist hen til deres bord, som enten kan være et 2-personers eller et 4-personers bord. Her bliver maden serveret, mens toget ruller langsomt mod enten Skagen eller Frederikshavn.

- Undervejs vil vi holde og nyde naturen, mens vi spiser. Hulsig Hede, hvor vi vil holde stille, bliver en fantastisk ramme for noget vidunderlig mad. I Skagen vil der være en lille pause, hvor man kan gå enten i barvognen, eller en lille tur i Skagen by, beretter Bo Storm.

Toget vender tilbage, mens man nyder kaffen og naturen uden for vinduet i nostalgiske rammer.

Restaurant de 2 have, Snerlen og Ålbæk Gl. Kro leverer maden i fællesskab.

Folderen om den usædvanlige togtur kan man se på www.frederikshavn.dk, under arrangementer. Her kan man også tilmelde sig.

Toget kører både ud fra Frederikshavn og Skagen, henholdsvis den 28. og den 29. juni. Turen varer omkring fire timer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden