Fru Glad reddede en ung mand fra at dø af hjertestop
Kirsten Bach er uddannet førstehjælper - en dag blev det alvor

Kirsten Bach er en levende legende på Blå Kors Hjemmet i Hobro. Foto: Martél Andersen
HOBRO:Kirsten Bach er uddannet til at træde til i dramatiske situationer og hjælpe mennesker, som er kommet til skade højt oppe i luften eller langt ned under jorden.
Som bogholder og alt-mulig-kvinde på Blå Kors Hjemmet i Hobro har den 66-årige kvinde sat en ære i at give hjælp til selvhjælp til mennesker, der har fået knubs i livet.
Sine evner som førstehjælper fik Kirsten Bach sat på prøve, da en 21-årig mand en dag faldt om med hjertestop på hendes arbejdsplads. Den historie vender vi tilbage til.
Kirsten Bach er et unikum på Blå Kors i Hobro. Hun er den, som har størst anciennitet - 25 år - og hun er et omvandrende leksikon i hjemmets historie.
Hun kaldes "Fru Glad".
Smil og venlighed
- Jeg har altid sat pris på at tage godt imod nye beboere og nyt personale med smil og venlighed. De første to sekunder af et møde er afgørende.
- Jeg er jo så glad for at arbejde her og arbejde med mennesker. Jeg er en fighter, og man får ikke noget serveret på et sølvfad! siger Kirsten Bach.
"Hård som grønlandsk granit, men blød som Lurpak dansk smør indeni". Sådan lyder en karakteristik af Kirsten.
Den står skrevet med blyant bag på et skilt, som en beboer på Blå Kors har lavet til Kirsten, og hvor der på forsiden står "Smilehullet".
- Det er fordi, jeg smiler, når jeg modtager penge, og beboerne smiler, når de får penge, forklarer Kirsten Bach.
- Ja, hun er benhård, hvad kroner og penge angår, men der banker et stort hjerte, fortæller beboer Jan D, der har kendt Kirsten gennem 16 år og kalder det "en katastrofe", at hun stopper.

Kirsten Bach, Fru Glad, er en levende legende på Blå Kors Hjemmet i Hobro. - Jeg er så glad for at arbejde her og med mennesker, siger Kirsten Bach.
Arbejdsdusør
Kirsten Bach er kassemester. Hun udbetaler arbejdsdusør til beboere på Blå Kors Hjemmet, som får 20 kroner i timen for at gøre rent, køre som chauffør eller hjælpe til i hjemmets køkken. Et supplement til pension eller bistandshjælp.

Henrik er chauffør i minibussen på Blå Kors Hjemmet i Hobro. Han sidder bag rattet, når beboerne skal på udflugt eller til tandlægen. For den indsats får Henrik en arbejdsdusør, som er en sidegevinst til hans pension. - Kirsten kan man altid komme til, siger Henrik.
På den anden side inddriver hun kostpenge, som for tiden er 1700 kroner om måneden.
- Når folk kommer her, har de ingen penge. Jeg er ingen bank, og jeg låner ikke penge ud. Dog kan de få smøger på klods til den 1. i måneden. Men så falder hammeren også! siger Kirsten Bach.
- Jeg prøver at lære dem at betale deres regninger. "Du skal betale for kosten, og jeg er sikker på, du også bruger 1700 kroner på det hjemme". Hvis de ikke synes, de har råd, må de tage et arbejde, siger Kirsten Bach.
Og når man skal arbejde, skal det være med noget, man brænder for, hvis det overhovedet er muligt, synes Kirsten. En ung mand, som afviser at sidde og samle legetøj, fordi det ikke siger ham noget, mødes med forståelse af Kirsten:
- Jeg vidste, at han var ferm til alt med computere, så jeg fik jeg ham til at skanne billeder ind til vores jubilæumsskrift i stedet for. Den opgave blev han begejstret for, fortæller Kirsten Bach.

- Jeg ser sådan på det, at vi er ligeværdige. Jeg tror på næstekærlighed, siger Kirsten Bach, her i samtale med Henrik, som er beboer på Blå Kors Hjemmet.
Mange skæbner
Kirsten Bach er stødt på mange skæbner i løbet af sine 25 år på Blå Kors Hjemmet.
- Nogle kommer ind i kørestol og kommer herfra med oprejst pande og livsmod, fortæller hun.
I slutningen af 1990'erne kørte Blå Kors i Hobro med bus til København og fyldte den med folk, som havde brug for afrusning.
Særligt en ung mand, T, fra København, glemmer Kirsten Bach ikke. I Hobro fik manden en frisk start. Han blev klædt godt på til at leve et værdigt liv, med egen lejlighed og arbejde.
- I 2012 kom han tilbage på besøg. Da jeg så ham på gangen, udbrød jeg: "Hvad laver du her?"
- Han takkede for den måde, vi tog imod ham på dengang: "Jeg har altid kunne mærke, at I vil mig", sagde han.
De ord gjorde stort indtryk på Kirsten.
Luksusfælden
I bedste Luksusfælden-stil påtager Kirsten Bach sig at forhandle med beboernes kreditorer og har på den konto fået mange gode aftaler i stand.
Hun har hjulpet med at rydde op efter det økonomiske rod, som næsten uundgåeligt følger med et årelangt misbrug af alkohol og stoffer.
- En beboer på 72 år havde lånt 5000 kroner til et tv. Der var løbet renter på, så nu skyldte han 25.000. Jeg ringede til tv-forretningen og foreslog, han indbetalte de 5000, så var vi kvit.
- Det sagde de nej til. Det endte med, han betalte 7000 kroner inklusive inkassogebyr. Han fik slettet hele sin gæld, fortæller Kirsten Bach.
Energibundt
Kirsten Bachs syn på bogholderi handler mere om mennesker end om tal:
- Når personalet har det godt, har beboerne det også godt. Det giver en god stemning. Sagsbehandlerne kan mærke det, når de kommer her - at der er en speciel atmosfære. Så er pladserne fyldt op, og der er sorte tal på bundlinjen!
Kirsten Bach er et energibundt, og hun har altid involveret sig i meget mere, end hvad stillingsbeskrivelsen som bogholder indebærer.
Hun har indført massage som et gode til både personale og beboere. I 2010 blev Kirsten Bach uddannet førstehjælpsinstruktør og har undervist kollegerne i førstehjælp.
Takket være Kirsten har Blå Kors Hjemmet en manual, der trin for trin beskriver, hvordan kollegerne skal reagere ved kritiske hændelser.
21-årig faldt om med hjertestop
Denne manual stod sin prøve i 2012, da en 21-årig mandlig beboer faldt om med hjertestop i spisesalen.
Det var held i uheld, den unge mand faldt om netop her og ikke på sit værelse, hvor det ikke ville være opdaget med det samme.
Kirsten og en kollega gik straks i gang med hjerte-lunge-redning, og der blev ringet efter en ambulance, som kom efter otte minutter.
- Det er ingen tid og sted, når man står i den situation, fortæller Kirsten.
Redderne havde hjertestarter med og satte den til at støde. Så kom lægebilen og til sidst helikopteren.
På hjemmet klappede alt efter Kirstens manual: en tog imod ambulancen, en tog sig af beboerne, en tog sig af den unge mands kæreste og en ringede til familien.
Det gamle spejdermotto "Vær beredt" viste sin gyldighed.
Kirsten var helt euforisk. Den unge mand overlevede.
- Bagefter var der de-befriefing med en psykolog som sagde: "Så Kirsten, nu skal du lige have jordforbindelse igen!" Jeg var jo sådan: "Yes, han er reddet!" Han går rundt i byen i dag, fortæller Kirsten Bach.

Kirsten Bach er med egne ord meget åben om alting, også døden.
Besøger gravsteder til jul
Kirsten Bach har en tradition med, at hun og beboer Jan D hvert år til jul går en tur på kirkegården.
De besøger gravsteder over folk, som har haft tilknytning til Blå Kors Hjemmet. Jan D har vist Kirsten det sted, hvor han gerne vil ligge, når han ikke er her mere.
- Jeg har hjulpet Jan med lave "den sidste vilje". Den vinkel tager jeg mig også af, siger Kirsten Bach.

Kirsten Bach er en legende på Blå Kors Hjemmet i Hobro, hvor hun har været i 25 år.
Mistede sin mand, Knud
For syv et halvt år siden havde Kirsten den sorg at miste sin mand, Knud, der var syg af kræft.
Knud var narkosesygeplejerske, og han og Kirsten talte åbent sammen om døden.
De kunne også joke med at Knud, som var kendt for en afslappet tøjstil, ville begraves i fin smoking.
Kirsten accepterer, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø.
- Knuds livstråd var ikke længere, han skulle herfra, siger Kirsten.
Trekvart år efter stod Kirsten i den situation, at hun skulle fejre sin 60 års fødselsdag. Det endte med et stort gilde i Døstrup Forsamlingshus. Der var 150 gæster.
- Jeg sagde i min tale at "sidst vi var sammen, var det til Knuds begravelse. I må gerne snakke om Knud og døden.
Vi skal have et godt og positivt liv. Os der lever, vi skal leve videre, og derfor skal vi feste i aften", siger Kirsten Bach.
Hun ser frem til en aktiv pensionisttilværelse. Hun skal spille golf, være frivillig i beredskabet, instruere førstehjælp og redigere Kik og Lyt Onsild Nyt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.