Klaus laver bæredygtige møbler: Snart kan du få et spisebord lavet af det gamle halgulv i Vestbjerg

Genbrug er hot lige nu, og nu har en lille Aalborg-virksomhed gjort en forretning ud af at genbruge gamle gulve og lave lækre møbler af dem

Klaus Grønning i Aalborg har startet en bæredygtig forretning, der baserer sig på cirkulær økonomi og grøn omstilling med produkter, der er skabt ud fra et princip om zero waste og miljøvenlighed. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Klaus Grønning i Aalborg har startet en bæredygtig forretning, der baserer sig på cirkulær økonomi og grøn omstilling med produkter, der er skabt ud fra et princip om zero waste og miljøvenlighed. Foto: Kim Dahl Hansen

AALBORG:Mon ikke der er nogle nostalgiske håndbold- eller badmintonspillere, der kunne tænke sig at spise aftensmad ved et bord lavet af gulvet i den sportshal, der har givet så mange gode minder?

Straffeskytten der har pletten nedfældet i bordet eller midterlinjen bevaret under en gang lak, måske?

Det er i hvert fald snart muligt, hvis man har spillet mange kampe i Vestbjerg Hallen. For snedker Klaus Grønning har netop fået 200 kvadratmeter af det slidte gulvhjem til sit snedkeri ved Limfjordsværftet, og nu skal der produceres spiseborde.

- Jeg forsøger at lave en bæredygtig virksomhed, der baserer sig på cirkulær økonomi og grøn omstilling med produkter, der er skabt ud fra et princip om zero waste og miljøvenlighed, siger Klaus Grønning.

Man kan stadig se nogle af stregerne i træet fra det gamle halgulv i Vestbjerg. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Man kan stadig se nogle af stregerne i træet fra det gamle halgulv i Vestbjerg. Foto: Kim Dahl Hansen

I første runde har han dog gemt halgulvet på lageret, for han er lige nu i gang med at lave otte lange spiseborde af træet fra en nedbrydning af nogle lejligheder i Hirtshals. Træet ankommer med søm og lakering, så det skal først bearbejdes. Siden skal der laves tegninger og forsøg for at se, om det tidsmæssigt kan betale sig at lave en forretning baseret på genbrugstræ.

- Vores første bæredygtige samarbejde er med Titan Nedbrydning A/S, som leverede 200 kvadratmeter massivt egetræsgulv i høj kvalitet, som vi så har redesignet i tråd med vores visioner for en virksomhed, der baserer sig på genbrugsmaterialer, siger Klaus Grønning.

Grønning Møbelsnedkeri ligger på Skudehavnsvej i Aalborg, og der er masser af godt værktøj til en traditionel snedker. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Grønning Møbelsnedkeri ligger på Skudehavnsvej i Aalborg, og der er masser af godt værktøj til en traditionel snedker. Foto: Kim Dahl Hansen

Hver femte dag er til bæredygtighed

Han ejer Grønning Møbelsnedkeri og tjener sine penge de andre fire dage om ugen på restaureringer og specialopgaver. Men den sidste dag i ugen går med det, han kalder Fragment Studio. Dagen er helliget bæredygtighed og udviklingen af metoder til at genbruge brugt træ, der ellers ville være blevet brændt og snittet til flis. Så hvorfor ikke gå all-in med bæredygtighed?

- For at tage kliché-citatet: "Rom blev ikke bygget på en dag", og lidt det samme med økologien i 90'erne, så vil jeg ikke lægge alle mine æg i kurven med det samme. Der skal skabes ressourcer og viden for at kunne gå målrettet efter en bæredygtig fremtid. Derfor er bevæggrundene ovenstående, og at vi tager en stille og rolig procentvis stigning i processen mod 100 procent bæredygtighed, siger Klaus Grønning.

Genbrugsbrædderne befris for søm og slibes en millimeter, så lakken kommer af. Derefter forarbejdes træet, som man ville gøre med alt andet træ. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Genbrugsbrædderne befris for søm og slibes en millimeter, så lakken kommer af. Derefter forarbejdes træet, som man ville gøre med alt andet træ. Foto: Kim Dahl Hansen

I første omgang har udviklingen af produkter lavet af genbrugstræ handlet om ét spisebord, som der helst skal laves mindst otte af for også at være bæredygtig for hans virksomhed.

- Vi får jo noget træ ind, som skal bearbejdes først. Men det skal det meste jo alligevel. Det handler for os om at kunne skalere det op, så vi ikke bare laver et bord her eller en sofa der. Der skal mængde på, og det er det, vi nu bruger en femtedel af vores arbejdstid på, siger den 41-årige snedker.

Målet er dog på sigt at kunne allokere mere og mere tid til at arbejde med Fragment Studio, så virksomheden en skønne dag mest eller udelukkende er baseret på genbrug.

- Jeg håber, at mit snedkeri vil kunne leve af at lave og sælge møbler af egne designs båret på dogmer om slow wood og grøn omstilling. Kunderne er i hvert fald vilde med tanken om at designet og en ekstra effekt. De synes, at det er fedt, at der både er tænkt bæredygtigt, men også at træet har en historie, siger Klaus Grønning.

Første eksemplar af et bord lavet af egetræsbrædder fra nedbrydningen i Hirtshals. Mønstret kaldes chevron og består af mange små brædder, der er limet sammen. Og desværre, bordet er solgt. Prisen? Den får du ikke. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Første eksemplar af et bord lavet af egetræsbrædder fra nedbrydningen i Hirtshals. Mønstret kaldes chevron og består af mange små brædder, der er limet sammen. Og desværre, bordet er solgt. Prisen? Den får du ikke. Foto: Kim Dahl Hansen

Han og hans ene medarbejder er allerede i gang med bord nummer to af egetræsgulvet fra Hirtshals. På lager ligger gulvet fra Vestbjerg Hallen og venter. Stadig med tre-meter-streger og vist nok én af straffepletterne.

Om det hele bliver til langborde som dette, det vil tiden og udviklingen vise. I første omgang er noget af gulvet dog blevet til en helt andet type langhåret.

- Det var meningen at jeg skulle lægge halgulvet her i værkstedet, men jeg kan se potentiale i at få skabt møbler ud af det. Blandt andet har vi lige lavet en sofa af gulvet i Vestbjerg til en surfer-familie oppe ved Klitmøller, slutter Klaus Grønning.

Spisebordet her er bejdset og lavet af massivt eg til en kræsen kunde. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Spisebordet her er bejdset og lavet af massivt eg til en kræsen kunde. Foto: Kim Dahl Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden