Nadia nomineret til fornem pris for sine alkoholfrie varer

Foreningen Danske Madanmeldere har netop nomineret Nadia Bach fra Hotel Scheelsminde til Årets Udskænkning. Det sker blandt andet for hendes arbejde med sit vinkort og omfattende non-alkoholiske saftkort.

Restaurantchef Nadia Bach fra Restaurant Bühlmann i Aalborg er nomineret til Årets Udskænkning af Danske Madanmeldere ved konkurrencen Årets Ret. <i>Foto: Jesper Rais</i>

Restaurantchef Nadia Bach fra Restaurant Bühlmann i Aalborg er nomineret til Årets Udskænkning af Danske Madanmeldere ved konkurrencen Årets Ret. Foto: Jesper Rais

AALBORG:Det er én af restaurationsbranchens vigtigste hæderbevisninger, der er endt på Hotel Scheelsminde og hos Nadia Bach. Branchen har sine nørdede fagpriser i de forskellige fag som gastronom og tjener.

Men når Danske Madanmeldere går sammen og nominerer en person, er det vurderet på baggrund af tilsammen hundredvis af restaurantbesøg gennem det foregående år, som madanmelderne har oplevet som almindelige gæster i anmelderøjemed. Derefter har de indstillet og nomineret de tre bedste kandidater.

- Hun har egenhændigt sat Hotel Scheelsminde på danmarkskortet med sin tilgang til service og udskænkning i Restaurant Bühlmann. I top-menuen Recité, er der ikke blot et hav af topvine, men også selvudviklede safter en masse, lyder det fra formand for Danske Madanmeldere, Søren Frank, om nomineringen fra foreningen, der består af professionelle anmeldere fra danske medier og tidsskrifter.

Om Årets Udskænkning

Årets udskænkning går til den, det og eller de, som har gjort noget særligt for serveringen af drikkevarer i årets løb. Det være sig en vin- eller ølbar, en sommelier eller et vinkort.

Danskemadanmeldere.dk

- Hun har enormt mange strenge at spille på med et utroligt menneskeligt og fagligt repertoire, selvfølgelig med vin, men hun skiller sig især ud med hendes alkoholfrie drikkevarer. Laver alle safter selv fra friske grøntsager, frugter, krydderurter, olier og andre smagsgivere, og hun bevæger sig i te, cocktails, smoothies og juicer. Alle tilpasset de retter, de skal gå til, lyder det videre fra Søren Frank.

Nomineringen betyder meget for Nadia Bach, der har titel af hotelchef på Scheelsminde men alligevel bruger meget tid på at lave non-alkoholiske drikkevarer til den mad, der serveres i gourmetrestauranten.

- Det er en megafed pris for mig, og det er den, jeg allerhelst vil nomineres i. Den er vigtig for mig, fordi jeg bruger meget tid på at udvikle og på at tænke anderledes, når det kommer til drikkevarer uden alkohol. Og så må det jo betyde, at de Danske Madanmeldere godt kan se tanken bag, og det er super fedt, siger Nadia Bach.

Rabarbercocktail med ævlebævleskum. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Rabarbercocktail med ævlebævleskum. Foto: Martin Damgård

Hun arbejder målrettet med at kunne levere reelle alternativer til de klassiske vinmenuer. Og på drikkevaremenukortet er der allerede mange kombinationer at vælge imellem. Der er menuer kun med saft og cocktails uden alkohol, så er der almindelige vinmenuer og sidst drikkevaremenuer, hvor der er lidt af det hele at drikke til maden.

- Jeg tager den alkoholfrie menu mindst lige så seriøst som vinmenuen og bruger meget tid på at lave alt fra bunden. Jeg forsøger at nyskabe og nytænke klassikere inden for drinks og cocktails. Eksempelvis har jeg i dag lavet en nyfortolkning af gin hass, som jeg synes er en meget poppet drink normalt. Min version er lavet af frisk mango og min egen iste, som jeg shaker med frisk lime og en lime-yuzuskum, siger hun.

Hun vil gerne udfordre de faste traditioner og tage nogle chancer for at udvide sin egen og gæsternes horisont, når det gælder drikkevarer, som i dag oftere efterspørges i en alkoholfri version.

- Jeg varierer mellem vine, cocktails og de alkoholfrie drikkevarer. Mest for at give gæsten alt det, jeg selv synes, er fedt. Blandt andet skifter vi drikkevarer meget ofte frem for at bruge den samme vin til mange retter. Jeg mener, at gæsten skal have den bedst tænkelige oplevelse, så derfor skifter vi ofte i retter og drikkevarer, siger Nadia Bach.

Nordjyske anmeldte i februar Bühlmanns Récit på Hotel Scheelsminde i Aalborg. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Nordjyske anmeldte i februar Bühlmanns Récit på Hotel Scheelsminde i Aalborg. Foto: Claus Søndberg

Med nomineringen skal hun til Årets Ret 2022 den 28. august, hvor Danske Anmeldere finder de tre bedste retter inden for land, hav og sødt. Derudover er der flere særpriser, hvor i alt seks nordjyder er nomineret.

Nadia Bach er 36 år og har været vidt omkring i sin karriere. Blandt andet på Michelin-restauranter i København og Norge, så hun ved, hvad der skal til for at tilfredsstille sine gæster.

Man kan selvfølgelig smage hendes cocktails ved et besøg på Scheelsminde, men i linket her kan du kan finde inspiration til selv at lave ikke-alkoholiske safter, som Nadia Bach gør det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden