Minister hædrer Jens fra Læsø: - Du er enormt vellidt

Frivillig hjemmeværnschef på Læsø fik tak for sin indsats

Jens Christian Andersen (t.h.), kompagnichef for Hjemmeværnet på Læsø, fik Forsvarsministerens Frivillighedspris 2021. Og forsvarsminister Morten Bødskov (t.v.) modtog en lille, speciel gave fra Læsø.
Jens Christian Andersen (t.h.), kompagnichef for Hjemmeværnet på Læsø, fik Forsvarsministerens Frivillighedspris 2021. Og forsvarsminister Morten Bødskov (t.v.) modtog en lille, speciel gave fra Læsø. Foto: Charlotte Baun Senholt/Hjemmeværnet

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:41

LÆSØ: 54-årige Jens Christian Andersen fra Læsø er kaptajn og kompagnichef for Hjemmeværnet på Læsø.

Han er en af mange tusinde frivillige i Hjemmeværnet, og fredag blev han hædret for sin indsats. På Frederiksberg Slot fik han overrakt Forsvarsministerens Frivillighedspris 2021 - og kompagnichefen medbragte selv en speciel gave til ministeren. 

En lille gave i en lille pose fra den lille ø.

Jens Christian Andersen, kompagnichef for Hjemmeværnet på Læsø, er beæret over at modtage Forsvarsministerens Frivillighedspris. Foto: Charlotte Baun Senholt/Hjemmeværnet

Besøg på minkfarm

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) havde mange rosende ord i kompagnichefen fra Læsø:

- Hjemmeværnet har alle dage haft en vigtig rolle i det danske samfund. Men særligt de sidste par år har Hjemmeværnet vist sig uvurderligt, når vores samfund er under pres. Under corona-pandemien har du således påtaget dig at fungere som myndighedsrepræsentant til støtte for Fødevarestyrelsen og har selvstændigt gennemført besøg ved en minkfarm på Læsø, fortalte ministeren i sin tale til Jens Christian Andersen, skriver Hjemmeværnet på sin webside.

Ministeren tilføjede, at kompagnichefen er et forbillede i Hjemmeværnet:

- Du har en positiv og ærlig tilgang til opgaverne og er enormt vellidt af både fastansatte og frivillig. Dine kolleger fortæller, at du er et forbillede for øvrige kompagnichefer i Hjemmeværnet. Så stort tillykke med prisen og tak for din kæmpe indsats som frivillig.

Saltpose og hjerteblod

Kompagnichefen fra Læsø medbragte selv en speciel gave til forsvarsministeren - en lille pose med Læsø-salt.

Han var stolt af at modtage Frivilligprisen og fortalte:

- Som chef for et lille kompagni har jeg ofte flere kasketter på for at få det hele til at fungere. Men det gør jeg gerne. Hjemmeværnet er simpelthen hjerteblod for mig, og jeg har fået så mange værdifulde kompetencer og oplevelser.

Fakta om Hjemmeværnet
  • Hjemmeværnets vigtigste opgave er at forebygge krig og arbejde for en fredelig udvikling i verden.
  • Organisation er landsdækkende og har sine rødder i modstandsbevægelsen.
  • Det frivillige korps består af mennesker fra alle lag i samfundet, der har en grundlæggende forsvarsvilje.
  • 1. april 1949 var Hjemmeværnet en realitet med regioner og distrikter over hele landet.
  • Hjemmeværnet havde fra starten 30.000 medlemmer. 
  • Ved slutningen af 50’erne var medlemstallet oppe på 68.000, og ved afslutningen af Den Kolde Krig var 74.000 danskere medlem af Hjemmeværnet. Siden har medlemstallet været faldende.

Kilde: Hjemmeværnet

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden