Navne

Ny mand i spidsen for nordjysk oplevelsescenter

Kornets Hus har fundet ny frontfigur

Ole Izard Høyer er udpeget som ny direktør for Kornets Hus
Ole Izard Høyer er udpeget som ny direktør for Kornets Hus PR-foto: Kornets Hus/Hans Ravn

Stedet er kendt for at bage gode brød på gamle kornsorter. Men frontfiguren bliver nu helt ny.

Fra 1. marts vil en ny mand stå i spidsen for Kornets Hus. Ole Izard Høyer overtager rollen som centerleder efter Johannes Vestergaard, som har haft jobbet de sidste fire år. Tilbage i november meddelte Johannes Vestergaard, at han ønskede at stoppe.

Den nye mand - Ole Izard Høyer - kommer til Kornets Hus med en solid erfaring fra den akademiske verden, hvor han både har en ph.d. i kultur og diskurs og en fortid som lektor ved Aalborg Universitet. De seneste fem år har han dog slået sine folder i det private erhvervsliv med fokus på marketing og ledelse i forskellige sammenhænge. Ole Izard Høyer er bosiddende i Aalborg.

Uffe Nielsen, bestyrelsesformand for Kornets Hus, er yderst tilfreds med ansættelsen af husets nye centerleder.

- Vi er rigtige glade for at byde Ole velkommen til Kornets Hus. Ole kommer med spændende nye kompetencer, som kan være med til at bygge videre på det solide fundament Johannes har skab i driften af huset, siger Uffe Nielsen i en pressemeddelelse, hvor han også tilføjer:

- Kornets hus har i dag en meget dygtig personalegruppe, som sammen med Johannes har skabt en succesfuld attraktion. Vi er sikre på at Ole kan føre dette videre og nå de visioner, vi har for huset.

Vil forankre Kornets Hus

Selv glæder Ole Izard Høyer sig til at komme i gang med arbejdet og har allerede en klar vision for huset. 

- Kornets Hus skal være det toneangivende nationale center for kornets mangfoldige anvendelsesmuligheder, bæredygtighed og dets historiske betydning for det danske samfund. Vores vision er at forankre Kornets Hus som en betroet ressource, inspirationskilde og omdrejningspunkt for både fagfolk og offentligheden, siger han blandt andet i den førnævnte pressemeddelelse.

- Som den nye chef for Kornets Hus glæder jeg mig til at bygge videre på det solide fundament og det fremragende arbejde, der allerede er lagt. Jeg ser frem til at blive en del af et dygtigt hold og sammen realisere vores vision for at fremme Kornets Hus som et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om korn, kornets historie, mangfoldighed og anvendelse.

Fra venstre ses bestyrelsesformand Uffe Nielsen - idémand bag Kornets Hus Jørn Ussing Larsen - den nye leder Ole Izard Høyer - og længst til højre Johannes Vestergaard, der nu stopper som direktør for stedet. PR-foto: Kornets Hus/Hans Ravn

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden