Politiker om antenner: - Landskabet skal ikke ligne et pindsvin
Udvalg havde føjet naboer, der ønskede mobilmast flyttet, men endte med at godkende den ansøgte placering
- Nordmors behøver ikke at ligne et pindsvin med møller og master, der stikker op alle vegne. I stedet for at føje antenneopstillerne, som slipper nemt om ved deres dokumentation, skulle vi sammen tage ud og se på stederne, så vi får et realistisk billede af, hvor opstillingen bør være.
Det siger Niels Kr. Østergaard (S), medlem af Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø. Uden hans stemme foretog udvalget i denne uge en kovending i sagen om opstilling af en 48 meter høj mobilmast på adressen Ejerslevvej 12. Firmaet Connect 44 havde søgt om tilladelse til opstilling af masten ved en ubeboet landbrugsejendom. Fire husstande i Jørsby havde protesteret med henvisning til skæmmende udsigt og fald i huspriser og forringede lånemuligheder. De havde i stedet foreslået at stille masten et par hundrede meter mod vest, hvor den ville være mindre synlig og stå sammen med et par vindmøller.
Ejeren af jorden er i begge tilfælde Ivar Søndergaard, og han havde erklæret, at det for ham var underordnet, hvor masten kom til at stå. På baggrund af dette vedtog udvalget i februar at henstille til ansøger om at undersøge den nye placering, som man så ville godkende politisk.
Ansøger, der har fået en frekvenstilladelse af Energistyrelsen for et bestemt område med den opgave at sørge for dækning til mobiltelefoni, har i den mellemliggende periode indsendt dokumentation for, at det område, ansøger har til opgave at forsyne med mobildækning, ikke kan nås i tilstrækkelig grad fra positioner længere mod vest, og at masten derfor ikke kan placeres nærmere de to vindmøller, som naboerne har foreslået. Vindmøllerne er desuden placeret højere i landskabet på et højdedrag, og det er derfor kommunens vurdering, at masten vil blive mere synlig, hvis den opstilles ved vindmøllerne, og at den valgte placering er den bedste rent landskabeligt, hedder det i teknik- og miljøforvaltningens indstilling.
Men den køber Niels Kr. Østergaard ikke.
- Vi vil komme til at se flere ansøgninger om opstilling, for masterne til 5G-dækning kan ikke række ret langt. Derfor er det vigtigt at tænke sig om og planlægge placeringerne, så de kan stå samlet i tekniske anlæg. Men Connect 44 har ikke engang ulejliget sig med at vedlægge visualiseringer til ansøgningen. Vi træffer beslutning på et dårligt grundlag, mener Niels Kr. Østergaard.
Han mener, at den optimale placering ville være ved en ejendom med fodersiloer på Jørsbyvej. Men det frabad ejeren sig under henvisning til en tysk undersøgelse, der siger, at stråling fra mobiltelefoner påvirker de smågrise, han opdrætter.
- Vi kan altså godt tage hensyn til dyr, men ikke til mennesker. Om kort tid skal vi i udvalget tage stilling til en anden ansøgning om placering af en mast ved Ejerslev Lyng. Her har sommerhusejerne protesteret, men jeg frygter, at vi blot føjer ansøgeren uden at få ordentlig argumentation på bordet, siger Niels Kr. Østergaard.
Udvalgsformand Meiner Nørgaard (DD) siger om sagen:
- Flertallet i udvalget siger ja til ansøgerens foreslåede placering, da det er et samfundsanliggende at sørge for ordentlig mobildækning. En 48 meter høj mast vil uvægerligt kunne ses uanset, hvor du stiller den op. Det må vi lære at leve med, siger formanden.
På samme baggrund vedtog et enigt udvalg at tillade opstilling af en antennemast på adressen Vangvej 18 nord for Vester Jølby. Den skal dække området ved denne landsby og ved Torup. Også her har der været et par indsigelser, men forvaltningen har afgjort, at der ikke skulle være en høringsrunde, da beboelserne ligger spredt over store afstande. Ansøgerens dækningsforpligtelse træder i kraft 1. februar 2024.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.