Vejret

Sådan bliver vejret resten af sommeren i Nordjylland

Den danske sommer har bragt blandet vejr indtil nu. Resten af sommeren byder både på fantastisk solskin og dage, som mest af alt byder på aktiviteter indendørs.

Der kommer solskinsdage, hvor vejret bliver perfekt til en is på havnen i resten af sommeren.
Der kommer solskinsdage, hvor vejret bliver perfekt til en is på havnen i resten af sommeren. Foto: Mogens Lynge

Opdateret kl. 20:56

NORDJYLLAND: Den nordjyske sommer har været en blandet landhandel. Der har været dage med regn, dage med blæst og dage med helt exceptionelt godt solskinsvejr, hvor grillen overalt i regionen har været tændt, og kolde drikkevarer fra køleskabet næsten ikke kunne blive kolde nok.

Vil du gerne have mere solskin og dage med bagende varme, eller er du mere typen, som nyder lidt stille sommerregn? Så læs med her.

For DMI forudser, at resten af juli kan blive med begge dele.

I uge 29, hvor der jo er tradition for flotte biler og besøg fra Hellerup i Skagen, er det nok ikke nogen helt dårlig idé at pakke både en varm trøje og badetøj, hvis du skal ud i landet. Om ugen melder DMI, at der udkæmpes en kamp med lavtryk fra de nordlige lande mod højtryk fra Centraleuropa, og at kampen udspiller sig i Danmark.

Hvis man er mere til badetøj end en varm trøje, skal man altså håbe, at det er højtrykket fra Centraleuropa, der vinder den kamp. Man skal dog ikke forvente mange dage med de højeste temperaturer, men i stedet kommer niveauet til at ligge på mellem 17-22 grader og med enkelte dage på mellem 23-28 grader.

Uge 30 bringer i stedet større behov for indendørsaktiviteter, fordi DMI’s prognoser viser, at varmen fra Centraleuropa presses længere sydpå, og at vi altså får skyer og byger. Vi kan være heldige at få enkelte dage med sommervarme. På temperaturfronten kan vi forvente mellem 17 og 23 grader.

August bringer sol

Har du planlagt ferie i uge 31, er sommervejret med dig. For her kommer et højtryk over De Britiske Øer, som forstærkes ind over Sydskandinavien – og dermed også Danmark.

August starter derfor med tørvejr, varme og sol. Det er dog stadig muligt, at der kan komme dage med byger.

Resten af måneden kan – afhængigt af, hvilke prognoser DMI bruger – bringe ustadigt vejr. Flere fronter kan bringe kraftige byger, og det resulterer formentlig i, at nedbørsmængden vil ende omkring eller et stykke over normalen.

Svær september

Skal der kigges helt frem mod sensommeren, bliver prognoserne fra DMI noget mere usikre.

Her tyder det på, at der kommer en blæst fra vest, der kan bringe regn med sig. Men der vil også komme dage med både tørt vejr og solskin.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden