Nedfaldne ledninger spærrede motorvej
Højspændingsledning lå tværs over vejen ved Vestbjerg
Opdateret 21. november 2022 kl. 23:33
VESTBJERG: Hirtshalsmotorvejen E39 var tirsdag aften og nat spærret næsten to en halv time i begge retninger, da højspændingsledninger var faldet ned tværs over motorvejen, oplyser Nordjyllands Politi.
Det var en bilist, der anmeldte de nedfaldne ledninger klokken 22.10, da han kørte ind i dem på motorvejen ved Vestbjerg.
- Ledningerne hang tværs over vejen i halvanden meters højde, men bilisten kom ikke noget til, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.
Motorvejen blev afspærret i begge retninger, og togtrafikken stoppet, da ledningerne også lå hen over den nærliggende jernbane, ligesom landevejen Bakmøllevej også var berørt.
- Vi fik Energinet til at komme og klippe ledningerne i stykker, så trafikken igen kunne køre, siger vagtchefen.
Højspændingskablerne var faldet ned i forbindelse med, at de var ved at blive demonteret. Der var ingen strøm i ledningerne.