Nedlagt losseplads bliver til fjernvarmeanlæg
Arcon-Sunmark har forvandlet forurenet areal i Østrig til at levere sol- og elvarme

Det nye anlæg i Østrig kombinerer solvarme med varme produceret af gas fra en tidligere losseplads. Foto: Arcon-Sunmark
SKØRPING:Solvarmespecialisten i Skørping Arcon-Sunmark har netop lagt sidste hånd på et fjernvarmeanlæg på en nedlagt losseplads i udkanten af den østrigske by Graz.
Arcon-Sunmark har stået for hele projektet som en totalentreprise for WDS Energiedienstleistungen GmbH, et datterselskab af Energie Graz. Anlægget producerer varme via tre energikilder: Solvarme, en gasfyret kraftvarmemotor, der er drevet på gas fra lossepladsen, samt en elkedel, der kan udnytte el fra kraftvarmemotoren til at producere varme.
- Vi er stolte over, at Energie Graz har valgt os som partner til dette projekt. Varmeanlægget er effektivt med lave driftsomkostninger, da det lukrerer på, at der er flere energikilder. At vi kan bygge sådan et anlæg oven på en gammel losseplads er en rigtig god løsning for lokalsamfundet, og det hjælper samtidig med at nedbringe CO2-udledningen, siger Ole Dalby, adm. direktør i Arcon-Sunmark.
Det er ikke første gang, at Arcon-Sunmark har forvandlet et forurenet område til et solvarmeanlæg. Det samme har man gjort i Trustrup-Lyngby på Djursland, hvor man i 2016 byggede et solvarmeanlæg med et solfangerfelt på 7.245 kvadratmeter på en forurenet grund, hvor der tidligere havde ligget en minkfoderfabrik.
Hovedkomponenterne i varmeanlægget i Graz er en Kraftvarmemotor (120 kW), en elkedel og en akkumuleringstank på 2.500 kubikmeter, der opsamler energien fra det 2.000 kvadratmeter store solfangerfelt. En udvidelse af solvarmeproduktionen er allerede planlagt, og hvis den realiseres, bliver solfangerfeltet på i alt 10.000 kvadratmeter. Desuden kan lagringstanken modtage overskudsenergi fra fjernvarmenettet og levere det tilbage igen, når der er behov for det. Det øger fleksibiliteten i hele fjernvarmeproduktionen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.