Nej til både at lukke og bygge

Udvalg sender plejeboligplan til byrådet uden at anbefale et bestemt forslag

Når Thisted Byråd 20. marts skal diskutere plejeboliger, bliver det uden en indstilling fra social- og sundhedsudvalget om, hvor mange og hvilke af kommunens ældrecentre, der skal lukkes. Udvalget har således undladt at tage stilling til den model med lukning af fem ældrecentre, som var forvaltningens anbefaling - på linje med konklusionen fra det konsulentfirma, Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed (KLK), som har lavet en rapport om kommunens fremtidige struktur for plejeboliger. Modellen med lukning af fem centre - Kastaniegården i Snedsted, Nors Ældrecenter, Solhjem i Østerild, Sct.Mortensgaard i Ydby samt Stenhøj i Vesløs - er det mest vidtgående af de fire forslag. Men heller ikke de andre modeller får umiddelbart opbakning fra social- og sundhedsudvalget, fortæller formanden, Ole Christensen (S). Ikke mindst er der i udvalget modstand mod planerne om at bygge nyt nogle steder i kommunen, samtidig med at der andre steder er centre, som skal lukkes. - Som jeg hører det, vil der ikke kunne skabes flertal for det, siger Ole Christensen. Han understreger, at det ikke er ensbetydende med, at alle kommunens ældrecentre kan bevares: - Men vi skal lukke så få som muligt, og personligt tror jeg ikke på planen med at lukke fem centre, siger han. Når det samlede byråd har diskuteret sagen - formentlig også uden at pege på en af de fire modeller - vil plejeboligplanen blive sendt i offentlig høring. Og i løbet af april skal der holdes tre borgermøder om sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.