Lokalpolitik

Nej til solceller på huse i Skagen midtby

Røde tegltage i Vesterby skal ikke plastres til med solcelleanlæg, mener flertal

Sct. Laurentii Vej 143 - her må ikke opsættes solcelleanlæg på taget. Det strider mod mod lokalplanen, der har til formål at fastholde Vesterbys unikke bymiljø, der er udpeget som særligt værdifuldt.Foto: Kim Dahl Hansen
Sct. Laurentii Vej 143 - her må ikke opsættes solcelleanlæg på taget. Det strider mod mod lokalplanen, der har til formål at fastholde Vesterbys unikke bymiljø, der er udpeget som særligt værdifuldt.Foto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN: En principiel sag fra Skagen viser at miljøvenlige solceller og bevaringsværdige hvide og gule skagenhuse med røde tegltag kan være en vanskelig cocktail.

Ejeren af et skagenhus på Sct. Laurentii Vej 143 har fået afslag på en ansøgning om at sætte solcelleanlæg op på de røde teglsten på husets sydvendte tagflade.

Huset er elopvarmet, og ejeren ønsker ”en mere grøn løsning”.

Forbud mod solcelleanlæg

Den sydvendte tagflade er ikke synlig fra offentlig vej. Naboerne har ingen indvendinger, og et nærliggende hus på Hans Baghs Vej 28 har netop fået tilladelse til at sætte solcelleanlæg på taget.

Men huset på Sct. Laurentii Vej er en del af Vesterbys unikke bymiljø.
Her er der et eksplicit forbud mod solcelleanlæg, og kommunen frygter, at et ja vil danne præcedens for en lang række ansøgninger fra andre beboere i Vesterby og Østerby.
- På Hans Baghs Vej er der ikke samme forbud i lokalplanen, og derfor kan de to eksempler ikke sammenlignes, siger John Christensen (V), formand for plan- og miljøudvalget.

SF støtter dispensation

Flertallet i plan- og miljøudvalget fulgte indstillingen og afviste ansøgningen.

SF’s Paul Rode Andersen mener dog, at ansøgeren skulle have tilladelse til at opsætte solceller på sit skagenhus.
- I SF vægter vi hensynet til klima og bæredygtighed højest. Frederikshavn er klimakommune, og det er en ekstra grund til, at vi efter vores mening skal være rundhåndede med dispensationer til bæredygtige initiativer som solceller, siger Paul Rode Andersen.
Udvalget nikkede i øvrigt ja til en anden ansøgning om dispensation til solceller - på et sommerhus på Sønderhede 16 i Højen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden