Nicolai Larsen: Vi skal være tilfredse
AaB-målmanden spillede en stor kamp på Brøndby Stadion
BRØNDBY: Nicolai Larsen fik en hovedrolle på Brøndby Stadion søndag aften, hvor AaB reddede 1-1 efter en intens affære.
AaB-keeperen blev ganske vist passeret i første halvlegs overtid, hvor Johan Larsson headede hjemmeholdet på 1-0, men målmanden forhindrede en lang række oplagte scoringsmuligheder.
- Nogle dage går boldene ind, og andre dage gør de ikke. Denne gang tog jeg heldigvis det meste, og det var dejligt, siger Nicolai Larsen.
Brøndby kom frem til en håndfuld store chancer, og AaB kom først på tavlen i det 69. minut, hvor Christian Nørgaard var uheldig med at dirigere kuglen i eget net. Derfor var der også tilfredshed med pointdelingen i den nordjyske lejr.
- Vi skal være tilfredse med at få et point. Hvis vi ser overordnet på kampen kan vi være tilfredse med den første halve time. Vi spiller på et højt niveau, og vi fik vist noget af spillet fra de to seneste kampe, forklarer Nicolai Larsen.
Keeperen var dog ikke tilfreds med det efterfølgende forløb, hvor hjemmeholdet dominerede.
- Vi bliver for passive i vores presspil, og efter pausen når vi ikke de samme højder. Vi mister mange folk fremme på banen, når vi laver fejl i opspillet, og så er det let for Brøndby at komme frem til chancer, siger Nicolai Larsen, der dog bevarer håbet om europæisk fodbold i næste sæson.
- Vi skal håbe på, at FC København vinder pokalturneringen, for så er der også en fjerdeplads at spille om. Den er der lidt større chance for at nå, erkender Nicolai Larsen.
AaB er fem point efter Randers FC på fjerdepladsen, mens Brøndby har et enkelt point mere på tredjepladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.