Nicolai Sommer forlænger med Mors-Thy
Kontrakten løber nu frem til 2020
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:44
MORS-THY: Mors-Thy Håndbold forlænger yderligere kontrakten med Nicolai Sommer.
Tilbage i marts sidste år forlængede playmakeren ellers sin kontrakt frem til sommeren 2018. Men den kontrakt er nu afløst af en ny treårig aftale, så klub og spiller har papir på hinanden frem til sommeren 2020.
- Der har været interesse for Nicolai Sommer fra flere fronter, og ligeledes har vi gerne villet fortsætte vores samarbejde yderligere end den oprindelige kontrakt - det ville Sommer heldigvis også gerne, og det er altså mundet ud i en ny treårig aftale. Sommer er en god fyr, som er omdrejningspunkt i vores angrebsspil. Han render rundt med en eminent håndboldhjerne, som Mors-Thy Håndbold heldigvis skal nyde godt af de kommende tre sæsoner også - og det er vi meget tilfredse med, siger Henrik Hedegaard fra bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold.
Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at en forlængelse er den rigtige løsning for ham.
- Da Mors-Thy Håndbold viste interesse for at forlænge, var jeg egentligt ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig. Som jeg tidligere har sagt, så tager det tid for mig at finde mig til rette, og derfor er det rart for mig at kunne blive her, hvor jeg føler mig tryg og er glad for at være, og samtidig er det af stor betydning, at jeg spiller og er en af de bærende kræfter på holdet. Mors-Thy Håndbold er en god klub hele vejen rundt, vi har det godt sammen indbyrdes på holdet, og det er altid en fed oplevelse, når vi spiller kampe på vores hjemmebaner. Der udover ser jeg frem til samarbejdet med Søren Hansen, som jeg har hørt meget godt om, siger Nicolai Sommer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.