Nile Rodgers erstatter Lionel Richie til Smukfest

Lionel Richie har meldt afbud på grund af bekymringer om corona. Han afløses af en anden amerikaner.

FILE PHOTO: Musician Nile Rodgers arrives for the Monte-Carlo Gala for the Global Ocean in Monaco <i>Eric Gaillard/Reuters</i>

FILE PHOTO: Musician Nile Rodgers arrives for the Monte-Carlo Gala for the Global Ocean in Monaco Eric Gaillard/Reuters

Nile Rodgers erstatter Lionel Richie til årets Smukfest i Skanderborg.

Det skriver Smukfest i en pressemeddelelse.

På Twitter meddeler 72-årige Lionel Richie, at han har set sig nødsaget til at aflyse sin Europa-turné på grund af corona. Det inkluderer også koncerten på Smukfest.

- Mens corona og dens varianter fortsætter med at påvirke verden, har jeg besluttet mig for at undlade at afholde min europæiske tour til sommer.

- Det vigtigste for mig er mine fans, mit band og mit crews velbefindende. Jeg håber, at I alle forstår, og at jeg ser jer meget snart, når vi engang kan samles på en sikker måde, skriver Lionel Richie på Twitter.

På hjemmesiden oplyser Smukfest, at den havde set frem til at synge med på Richies "All night long".

Nile Rodgers er dog en rigtig god erstatning situationen taget i betragtning, lyder det fra festivalens talsmand, Søren Eskildsen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at den gode Lionel føler sig nødsaget til at aflyse sin europæiske tour. Men det er en foranderlig verden, vi lever i, og det betyder også, at det ikke er alle steder, at tingene ser lige fornuftige ud, som de gør her i landet.

- Men oven i den tristhed, som det gav, er vi selvfølgelig enormt glade for, at vi kan få en erstatning, der i den grad kan garantere en fantastisk popfest i Bøgeskoven.

- Det bliver en hitparade, der kommer til at kunne mærkes, siger han.

69-årige Rodgers er som musiker og producer bredt anerkendt som et af de mest erfarne navne i industrien.

Tilbage i 2014 skrev kulturmagasinet Rolling Stone, at "det fulde overblik over Nile Rodgers karriere er svært at overskue."

I løbet af karrieren har han blandt andet arbejdet sammen med navne som Daft Punk, David Bowie, Duran Duran, Christina Aguilera, Pharrell Williams, Diana Ross, Mick Jagger og Madonna.

Festivalen forventer ikke, at der kommer flere aflysninger, lyder det fra festivalens booker Mikkel Xavier.

- Der kom en fantastisk melding fra Statsministeriet i sidste uge, som frisætter de danske sommerfestivaler. Men musikkens verden er global, og der er mange hensyn, når man planlægger store turnéer.

- Vi forventer ikke flere aflysninger på baggrund af corona og fortsætter bookingarbejdet - hele programmet er færdigt rekordtidligt i år i midten af april, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.