Biler

Nissan Juke skuffer stort

Selv om Nissan Juke har fået et mildt facelift og en klassisk hybridmotor, kan den ikke retfærdiggøre sin høje pris

Den er helt sin egen, Nissan Juke, men en ny hybridvariant er alt for dyr.
Den er helt sin egen, Nissan Juke, men en ny hybridvariant er alt for dyr. Foto: Christian Schacht

Opdateret kl. 13:43

SKUFFENDE: Den første generation af Nissan Juke blev kaldt alskens grimme ting på grund af sit bizarre forparti. Men trods modellens tvivlsomme omdømme stod den stærkt i næsten et årti.

Så kom anden generation i slutningen af 2019, og med kunstnerisk snilde blev fronten redesignet, mens resten af bilens karakteristika stadig var til at genkende.

Den nye Juke var teknisk set bygget på samme platform som søsterbilen Renault Captur, og selv om den nu har fået et mildt facelift, så er det mest bemærkelsesværdige, at den samtidig kommer som en klassisk hybridmodel. Det vil sige, at den ikke kan lades op i en stikkontakt, men selv genererer strøm til batteriet og derved til en elmotor.

Desværre kan et mildt facelift og en klassisk hybridmotor ikke retfærdiggøre en meget høj pris.

Sindrigt hybridsystem

Nissan Juke Hybrid er skabt på et ret specielt fundament, som vi før har oplevet i en række Renault-biler. Det er groft sagt en benzinmotor på 1,6 liter, der mangler en turbo, men til gengæld er koblet til en særlig gearkasse med helt op til 15 gearkombinationer. Disse kombinationer forbindes med både benzinmotoren og to elektriske motorer, og den samlede ydelse er 143 hk.

Hos Renault skal man over i en Clio for at opleve teknikken, da Captur ikke længere sælges herhjemme med den motoropsætning.

Desværre har systemet vist sig at have nogle udfordringer i praksis med et for højt benzinforbrug, et højt støjniveau og en pris i forbindelse med Nissan Juke, som er alt for høj i forhold til dens præstationer.

Nissan forlanger 309.990 kr. for den billigste Juke Hybrid med udstyrstrimmet N-Connecta, mens testbilen er med det mere omfattende Tekna-niveau, og det bringer prisen op på nærmest absurde 346.900 kr. med 19 tommer fælge.

Juke Hybrid har en anden hovedpine, der plager dens sjæl. Elmotoren er en skygge af sig selv, for den tager kun glimtvis over i stedet for benzinmotoren.

Men det er ikke det eneste, der er problematisk. Støj fylder kabinen og kaster en grum skygge over køreoplevelsen. Selv på motorvejen, hvor hastigheden er høj, kan man høre det hele i en larmende symfoni.

Kraftoverskuddet er dog pænt, og fordelen ved teknikken er, at bilen er meget letkørt. Men så hober problemerne sig op igen.

Højt forbrug

Magien, der skal til for at sænke forbruget til det lovede, er nærmest forsvundet.

I byen og på landeveje går det nogenlunde, men en tur med ganske moderat hastighed fra Aarhus til Fredericia, overvejende på motorvej, afslører bilens sande side. Jeg kørte 12,4 km/l på strækningen, noget, som i en VW Passat med benzinmotor ville have været bedre.

Jeg ville også have foretrukket, hvis gearvælgeren var blevet elektronisk. Desværre er den af den gammeldags slags, hvor man selv skal huske at sætte den i P efter hver tur. Det er lidt som at blive mindet om, at man stadig lever i en verden med manuelle arbejdsopgaver.

Interiøret er lidt som en gammel skuespiller, der ikke længere har samme glans som i sine unge dage. Det så godt ud engang, men virker gammeldags. Midterkonsollen ser ud til at være inspireret af en motorcykel, men desværre er der ikke mange gode aflægningspladser.

Infotainmentsystemet er også lidt bagud i tiden med uklare og mudrede grafikker og grafisk besværlige menuer. Det er som at have en gammel mobiltelefon fra 90’erne, der stadig forsøger at hænge på i nutiden, og så skal man også huske et kabel, hvis man vil bruge Apple Carplay.

Selv om førerpladsen på sin vis er et forfriskende bekendtskab, er det ikke nok til at redde bilen fra dens mange problemer.

Nissan Juke ligner en spændstig gymnast, der med sine kantede bevægelser og vovede spring viser, at den er mere end bare en almindelig mini-SUV. Det er den bare ikke. Undervognen er stiv, Juke er ikke den mest behagelige at køre i, og man kan mærke hvert eneste bump og hul i vejen.

Når man ser på Jukes hjul, er det tydeligt, at man har valgt den største og mest eksklusive løsning - 19” fælge – som koster en formue i forhold til de mere beskedne 17” fælge. Dem ville jeg i hvert fald aldrig bruge penge på.

Nissan Juke 1,6 hybrid Tekna 19
  • Pris: 346.000 kr.
  • Juke Hybrid: fra 309.000 kr.
  • Forbrug: 20 km/l, WLTP
  • Forbrug, målt: 14 km/l
  • CO2 per km: 113 g
  • Motor: 1,6 benzin og elmotor
  • Hk: 143
  • Nm: 205
  • Topfart: 166 km/t.
  • 0-100 km/t.: 10,1 sek.
  • Mål (L/B/H): 421/180/158 cm
  • Trækvægt: 750 kilo
  • Plusser: letkørt, god kvalitet, udstyr
  • Minusser: høj pris, højt forbrug, motorstøj, komfort

Nissan Juke har et nogenlunde rummeligt bagagerum, men her i hybriden er det skrumpet voldsomt for at gøre plads til teknikken. Der er dog god plads til føreren og forsædepassageren, men pladsen på bagsædet er trang for voksne passagerer, især hvis der er tre personer i bilen.

Der er måske alligevel håb forude. Bare drop alle forestillinger om hybridversionen, se i stedet efter en af de billigere basismodeller med traditionel 114 hk benzinmotor. Den fås fra 220.000 kr. og 240.000-260.000 kr. med automatgear. Personligt ville jeg dog vælge en af de andre kompakte SUV’er, f.eks. en Skoda Kamiq.

Konklusion

Alt i alt er Juke en anderledes mini-SUV. Men hvis du er på udkig efter en behagelig og komfortabel køretur med mindst muligt benzinforbrug, er der andre biler, der er bedre egnet til dig. Selve bilen er til tre stjerner, men en afsindig høj pris resulterer i to lunkne stjerner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden