Nitte gav bil i gevinst
Hele to biler på højkant i markedstombola
HJALLERUP: De fleste markedsgæster ved efterhånden godt, at Borgerforeningens tombola har en bil som hovedgevinst, og 2014 var ikke anderledes, da der blev udtrukket en Citroën C3 til en værdi på 135.000 kroner. Vinderen blev Laila Johnsen fra Grenå, der jublede højt, da hun fik overrakt nøglerne til den nye bil søndag aften.
Men i år havde man to biler som gevinster. Ud over hovedgevinsten var den lidt mindre Citroën C1 til en værdi af 85.000 kroner sat på spil – men som nittegevinst.
- Vi syntes, det kunne være sjovt, at alle der købte lodder hos os, og som ikke trak én af de mange gevinster, stadigvæk var med i lodtrækningen om en bil. Og så var vi selvfølgelig spændte på, om vi fandt en vinder, når det nu var på en nitte - og det gjorde vi heldigvis, fortæller tombolaens pr-mand, Anders Mundelin Pedersen.
Mandag morgen gik Jette Pedersen fra Agersted ind på markedets hjemmeside for at finde det nittenummer, der udløste bilen, og var lige ved at få kaffen galt i halsen, da nummeret så ud til at matche.
Flere venner blev tilkaldt for at se, om det nu var rigtigt, før hun ringede til tombolaen og fortalte hun havde vinder-nitten.
- Det var en fantastisk oplevelse, da Jette kom forbi markedspladsen mandag middag, hvor vi gik og var ved at rydde op. Hun kom med loddet i hånden. Jeg kiggede på det og så på hende og sagde: ”Tillykke med bilen”, hvorefter hun åndede helt lettet op
- Åh, nu kan jeg endelig slappe af, sagde hun.
Og to timer senere havde hun været i Aalborg hos Kjærsgaard Auto og fik udleveret sin nye bil - som altså var vundet på et nittelod.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.