Nødvendigt, at studerende og virksomheder mødes

Hvis udviklingen i Nordjylland skal fortsætte, skal der være et tættere samspil

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen ved Erhverv Danmarks generalforsamling på Hotel Hvide Hus i Aalborg i går. Foto: Lars Pauli

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen ved Erhverv Danmarks generalforsamling på Hotel Hvide Hus i Aalborg i går. Foto: Lars Pauli

Hvis nordjysk erhvervsliv skal fortsætte med at udvikle sig, så er der brug for et tættere samspil mellem de små og mellemstore virksomheder og uddannelsesstederne i Nordjylland. Det konstaterede formanden for Erhverv Norddanmark, Anders Hjulmand, da han i går aflagde beretning på organisationens generalforsamling i Aalborg. - Der er ofte alt for langt mellem de videregående uddannelser og de små og mellemstore virksomheder, sagde han til de 270 nordjyske erhvervsledere, der deltog i generalforsamlingen. Derfor er der brug for at nytænke samspillet mellem erhvervslivet og de videregående uddannelser i Nordjylland. - Det kan eksempelvis handle om at få parret studerende fra Aalborg Universitet, University College Nordjylland, Tech College Aalborg og Aalborg Handelsskole, så virksomhederne får løsninger med fokus på både det strategiske og det praktiske niveau, mente Anders Hjulmand. Til gensidig fordel Hvis de langvarigt uddannede og nordjyske virksomheder føres sammen, vil det være til gensidig fordel. - Vi har forholdsvis mange iværksættere i Danmark, men desværre halter vi bagefter, når det gælder nye virksomheder, der skaber videnstunge arbejdspladser i større målestok, sagde Anders Hjulmand. Samtidig produceres der i Nordjylland megen viden og mange mennesker, der kan gøre gavn på de nordjyske virksomheder. - Derfor er en af vores helt store udfordringer at skabe et langt bedre samspil mellem disse parter, konstaterede han. Har gode erfaringer Den nordjyske arbejdsstyrke har været berømmet for sin fleksibilitet. Men nye tider stiller nye krav til arbejdskraften i Nordjylland. - Et af dem er, at også akademikere udviser en stor grad af vilje til at omstille sig, for antallet af akademikere stiger markant, men samtidig bliver der færre traditionelle akademiske arbejdspladser, sagde Anders Hjulmand til Erhverv Norddanmarks medlemmer. Antallet af akademikere i den danske arbejdsstyrke vokser frem til 2030 fra 240.000 til 461.000. Derfor er det ifølge Anders Hjulmand nødvendigt for fremtidens nordjyske akademikere at indstille sig på nye tider. - Der er andet og mere i et arbejdsliv end at få beskæftigelse hos landets største virksomheder eller inden for det offentlige, fremhævede han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.