Nørhalne vil stadig fremad
Planer for tilbygning til Nørhalne Hallen og nyt sponsorkoncept i Idrætsforeningen Fremad Nørhalne
NØRHALNE: Fremad Nørhalne er og skal være et sportsligt og socialt centrum for borgerne i Nørhalne-området. Derfor er idræt, fællesskab og det at tage del i foreningens liv de visionspunkter, som bestyrelsen for Fremad Nørhalne skal arbejde med i 2014.
Det fortalte formand Claus Svendsen i sin beretning, da Idrætsforeningen Fremad Nørhalne torsdag havde generalforsamling i klubhuset med cirka 40 deltagere.
Foreningen arbejder videre med planerne for udvidelsen af Nørhalne Hallen med dels depotrum, omklædningsrum samt et multirum til brug for blandt andet opvarmning.
- Vi skal hente inspiration udefra for at gøre vores projektoplæg endnu bedre, og så skal vi arbejde hårdt på at få tilbygningen med på kommunens budget 2015, sagde formanden.
Fælles bykalender
Sponsorudvalget med Claus Beier som formand har udarbejdet et nyt sponsorkoncept, som skal prøves af i 2014, og der er oprettet et nyt samarbejde med de øvrige foreninger i byen blandt andet om en bykalender og en velkomstpakke til nye beboere. Desuden vil IFN og borgerforeningen fremover samarbejde om juletræsfesten.
Der er allerede tilmeldt 110 til Nørhalne Cup 2014, herunder engelske premier league klubber som West Ham og West Bromwich Albions samt hollandske Groningen. Ydermere har Morten Brøndbjerg optaget og produceret en kort film om Nørhalne Cup, som ligger på den internationale ungdomsturnerings hjemmeside.
Nye baner og mindesten
Claus Svendsen kom ind på de mange aktiviteter i 2013 som Nørhalne Viser Kunst og byløbet samt mærkedagen 4. maj med indvielse af nye baner og afsløringen af mindestenen for Henrik Niss, der i mange år var foreningens meget visionære formand og stifter af Nørhalne Cup.
I 2013 var der for første gang et arrangement og en trøje til hjælpere under 18 år som tak for deres indsats, og det blev en succes, som gentages.
I sommer byggede flere frivillige en ny siddetribune foran cafeteriaet, og den er blevet taget godt imod, sagde formanden og takkede de frivillige.
Nye i bestyrelsen
Der var også tak til C-holdet for den store indsats med blandt andet vedligeholdelse af anlægget.
Til bestyrelsen var der genvalg af næstformand Jette Nielsen og kasserer Ingrid Svendsen. Ny gymnastikformand er Marie Haahr, der afløser Mette Vendelbo, og Flemming Larsen afløser Anita Holt som formand for badminton og volleyball. Endelig stopper Claus Beier som sponsorformand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.