Det sidste medlem af Churchill-klubben er død

Tidligere modstandsmand er død 

Modstandskæmper Helge Milo Petersen, er død, 94 år. <i>Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Modstandskæmper Helge Milo Petersen, er død, 94 år. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Helge Milo, ingeniør og tidligere modstandsmand, Kokkedal, 94 år.

Med hans død er det sidste medlem af Danmarks første egentlige modstandsgruppe under Anden Verdenskrig, Churchill-klubben, borte.

Han og nogle kammerater fra Aalborg Katedralskole mødtes kort før jul 1941 i præsteboligen på Aalborg Kloster, hvor to af de unge mænd havde deres hjem. Halvandet år efter den tyske besættelse rettede hovedparten af danskerne sig fortsat efter regeringens forskrift om ikke at gøre modstand. De unge aalborgensere så anderledes på tingene og blev enige om, at “nogen måtte jo gøre noget”, hvilket langt senere også blev titlen på Helge Milos erindringsbog om Churchill-klubben.

Kort efter nytår gik aktionerne i gang: Churchill-klubbens efterhånden otte medlemmer forøvede hærværk og sabotage, og - især - stjal de våben, som tyske soldater havde efterladt i garderoben, mens de besøgte Aalborgs konditorier og restauranter. Mange af de stjålne våben blev gemt rundt om på klostret, der var klubbens faste base.

De godt 30 aktioner, som de unge mænd nåede at gennemføre, inden de i maj 1942 blev anholdt af dansk politi, ændrede ikke som sådan krigens gang. Men de unge aalborgensere, deres handlinger og ikke mindst den kampgejst, de lagde for dagen under den efterfølgende retssag, var med til at inspirere mange andre og sætte gang i en egentlig modstandsbevægelse i Danmark. Hændelserne dannede siden grundlag for både en roman og en film.

Helge Milo, dengang 15 år, blev idømt halvandet års fængsel. De andre - og ældre - fik for de flestes vedkommende hårdere domme. Churchill-klubbens medlemmer afsonede deres straffe i Nyborg statsfængsel.

Efterhånden som de blev løsladt, gik de fleste, også Helge Milo, igen ind i modstandsarbejde i Aalborg, alt imens de færdiggjorde deres skolegang.

Helge Milo boede på dette tidspunkt i Nørresundby, hvor hans far var bestyrer på svovlsyrefabrikken (hvor i dag en ny bydel, Stigsborg, skyder op). Efter krigen uddannede han sig til civilingeniør. Han arbejdede på B&W og Lindøværftet og boede en tid også i Oslo, hvor han arbejdede for Norsk Veritas. Han etablerede senere eget firma med speciale i udvikling af computerprogrammer til produktions-styring.

Han var gift to gange og efterlader sig sønnen Finn, der bor i Japan, og datteren Charlotte, der bor i Aarhus. De sidste mange år boede Helge Milo alene i Kokkedal nord for København.

Helge Milo var hædersgæst, da der 4. maj sidste år på Aalborg Kloster blev indviet en permanent udstilling om Churchill-klubben - en udstilling, som kan ses i forbindelse med rundvisninger i klostret. Han gjorde det under besøget klart, at aktionerne og tiden i fængslet kom til at præge alle klubbens medlemmer gennem resten af deres liv, men glædede sig samtidig over, at historien om klubben nu bevares for eftertiden på netop det sted, hvor det hele begyndte.

Ved samme lejlighed aflagde Helge Milo også et besøg på den delvist corona-lukkede Aalborg Katedralskole og sendte skolens elever en virtuel hilsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.