Nord og syd

Tidligere i 1700-tallet, da nordboerne for alvor opdagede Syden, mente man, at Sydens kulturblomstring stod i direkte relation til det gode vejr, solen og klimaet. Men for Weber var det en kulturel, holdningsmæssig forskel mellem et mere afslappet, hedonistisk og katolsk Syden og et mere disciplineret, arbejdsomt, alvorstynget og protestantisk Norden. Han mente, at kapitalismen - ikke den overalt kendte eventyrkapitalisme, men den i Vesteuropa og USA kendte kapitalisme - forstået som en moderne, rationelt kalkuleret forretnings- og produktionsmetode, baseret på et forventeligt og bogført afkast ud fra givne omkostninger, måtte udledes af den lutherske protestantisme. Altså ud fra et religiøst ideskifte. At religiøse ideer blev tillagt væsentlig betydning for et samfunds økonomi, var en tankegang, der var i lodret modstrid med al herskende tankegang i samtiden og også i eftertiden, hvor man mente, at religion var et produkt af samfundsforholdene eller det ubevidste sjæleliv. Det er ingen flyvetanke, der får forfatteren Thomas Mann til at indlede "Huset Buddenbrook" (1901) med en eksamination i Luthers katekismus. Også Knuth Becker lader i "Det daglige brød" (1932) den fallerede Gøtsche læse sin Luther til trøst og opbyggelse. Den lille og store katekismus har været en hjørnesten i al borgerlig dannelse og religiøsitet og formulerede alle doktriner om den skabte orden i verden, samfundet og familien og alle principper om det gudvelbehagelige liv, den næstekærlige arbejdsomhed, det tugtige familieliv og lydigheden mod øvrigheden. Katolicismen skelnede mellem aktivt liv i verden og kontemplativt liv i klostret; protestantismen gjorde verden til et sekulært kloster, hvor der blev arbejdet flittigt, hvor de fysiske behov blev holdt i ave, og hvor alle lyster blev forbandet ned i helvedes dyb. Pligterne var det vigtigste; karakteren den moralske rygrad i individet; samvittigheden en konstant kritisk røst og et afslørende spejl; selvforbedringen den altid påtrængende opgave. På hjemlig grund er den gamle brygger Jacobsens breve til sin unge søn, Carl Jacobsen, et fornemt udtryk for denne protestantiske kaldsetik, der stillede de højeste krav til det enkelte menneske om dyd, nytte, pligt, selvopofrelse og moralsk-kristen fuldkommengørelse. Eller Søren Kierkegaard kunne udmale, at al etik og kristendom handlede om fuldbyrdelse i denne verden - i skolen, i arbejdet, i ægteskabet, familielivet og det borgerlige liv. Alt andet var sværmeri. Den plagede nordbo drog til Syden med alle sine fortrængningers sværmeriske ønskedrømme i højeste beredskab. Ludvig Holberg gjorde det ikke endnu. Det første, han søgte i Paris eller Rom, var apoteket og biblioteket, så han kunne styre sin følsomme mave og stimulere sin videbegærlige forstand. Han er en oplysningens mand, der advarede mod at komme til Rom som en dosmer og vende lige så klog tilbage. Den følsomme rejse til Syden bliver først en virkelig succes i slutningen af 1700-tallet og i romantikken. Men så kom der også gang i trafikken til citronernes land, søjlernes land og solens kongerige. Man rejste fra Nordens prosa til Sydens poesi, fra fortrængningernes benhårde panser til lysternes paradis, til mødet med Bacchus i en vinkælder, sit alter ego, skønheden, poesien. Tyskerne Winckelmann og Goethe lagde grunden for denne dannelsesrejse til Syden. H.C. Andersens berømte fortælling "Skyggen" er eksemplarisk for denne trend, hvor Syden er det hede møde med poesien i skikkelse af en flammende kvinde i en blomsterkrone. Hans vidunderlige rejsebog "I Spanien" (1862) er en lang kærlighedserklæring til de spanske kvinder, men kun når de ikke går i den afskyelige, ballonagtige crinoline - en sækkedragt, der skjulte alle former. Jo, vi nordboere med protestantismens isfjer i rygraden har således dannet os et behageligt mod- og idealbillede af det poetiske og eksotiske Syden med den store kultur fra antikken, renæssancen og barokken. Man skulle måske tro, at nord/syd-modsætningen havde udlignet sig. Men den gentager sig i dag med omvendt fortegn. Drømmebilledet af det poetiske Syden, de varme lande, lysternes have er blevet til et skræmmebillede af samfund i krise, ja, i opløsning. Samfund uden kompetent politisk og administrativ ledelse uden indre solidaritet mellem samfundsklasserne (overklassen har jo hyttet sit skind) og national pligtfølelse. Med 40-50 procents ungdomsarbejdsløshed er det blå-hvide Grækenland, Bella Italia og det magiske Spanien på en farlig deroute. Der peges dog fingre i helt unødvendig grad ad de sydeuropæiske lande: Er svindel med offentlige midler, bedrageri, skattefuskeri og almindelig slendrian kun et "græsk" fænomen? Er "sort" økonomi kun et "græsk" fænomen? Er "mañana" (i morgen) kun et "spansk" fænomen? Er korruption kun et "græsk" fænomen? Er den ulidelige overklassearrogance kun et sydeuropæisk fænomen? Er det kun i Grækenland, at det er middelklassen og de fattige, der skal løse alle de samfundsmæssige problemer? Nej, vi har de helt samme problemer i Danmark og Tyskland - blot i noget mindre målestok. Måske fordi den protestantiske disciplin har præget os lidt dybere som individer og samfund og lært os, at vi ikke vil finde os i magtmisbrug, uretfærdighed og begærlighed, og at solidaritet, så udsat den ellers er fra alle kanter, er et samfunds helt nødvendige bindemiddel? Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus, dr.phil. fra Københavns Universitet, formand for Vendsyssel litterære Selskab.