Nordea åbner fremtidens bank
Nordea i Aalborg er flyttet i nye lokaler, der giver bedre muligheder for kundeservice
AALBORG: Nordea i Aalborg er efter 50 år det samme sted flyttet i nye lokaler. Lokaler der giver bedre muligheder for at drive fremtidens bank.
Den røde løber var mandag morgen rullet ud foran Prinsensgade nummer 15. Nordea er flyttet ind i lokalerne i stuen, 1. sal og 2. sal.
I de nye lokaler vil alle kunder blive modtaget i foyeren af en værtinde, som henviser til rette person.
Plads til god service
De sidste halvtreds år har Nordea haft til huse i Budolfihus. Men lejekontrakten udløber til sommer, og banken har derfor valgt at flytte i nye lokaler, som giver bedre muligheder for at drive en kundevenlig bank.
- Det er fremtidens bank, hvor vi tager godt imod alle kunder, og vi investerer gerne lidt ekstra tid, fortæller områdedirektør Torben Simonsen.
- Når kunderne kører fra banken, skal de gerne tænke: Det var en god oplevelse.
Gratis parkering
Med flytningen har banken fået 16 parkeringspladser, som er gratis for kunderne. Fire af pladserne er til korte besøg i servicefilialen. De øvrige 12, reserveres, når kunder skal til rådgivningsmøde.
I Budolfihus havde Nordea 2.600 kvadratmeter, mens der i Prinsensgade er 3.700 kvadratmeter til rådighed. Det betyder, at banken har valgt at øge antallet af mødelokaler fra 12 til 23.
- Mange kunder giver udtrykt for, at de foretrækker at sidde i rolige omgivelser med deres rådgiver, når de skal tale om planer for deres økonomi. Det ønske kan vi nu opfylde med flytningen, siger Torben Simonsen.