København

Nordisk mester i sild

Henning ”Barmer” Jensen fra Nordjylland laver Nordens bedste sildemadder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kyndelmisse-sild er kåret til den bedste sild i Norden, og den er kreeret af Henning Jensen fra Nibe Kaaglaug.

KØBENHAVN:Nordjyske Henning ”Barmer” Jensen vandt nordisk mesterskab i sild 2015 på restaurant Nyhavns Færgekro i Nyhavn i København lørdag. Han er fadebursmester i Nibe Kaaglaug og stillede op til mesterskaberne med en yderst velsmagende kyndelmisse-sild. Henning ”Barmer” Jensen bor i Barmer, cirka otte kilometer uden for Nibe og med udsigt til Limfjorden.

Konkurrencen var meget tæt. Der var spænding til det sidste. Henning ”Barmer” Jensens vindersild fik 129 point - kun tre point fra den nærmeste konkurrent, Pia Svensson, der fik 126 point. Tredjebedste blev Gösta Viktor med 122 point.

- Jeg har eksperimenteret med at skabe en ny unik smag, siger Henning ”Barmer” Jensen om arbejdet med sin mester-sildemad.

Ud over selve sildene - de store norske spegesild, vel at mærke fede han-sild - der er modnet på den gammeldags måde i et års tid, er lagen hemmeligheden bag Barmers sild. Lagen fremhæver silden og består af eddike og sukker, appelsinskal, stjerneanis, vaniljestang, hele peberkorn, laurbærblade, allehånde og hel kardemomme.

- Sildene har stået og trukket i lagen i en måneds tid. Det er gedigent håndværk, siger den nordiske mester og fortsætter:

- Jeg tror, at vindersilden faldt i dommernes smag, fordi det er en sild med en god kødstruktur, der er modnet på gammeldags maner - og så selvfølgelig smagen af lagen.

Erfaren debutant

Henning ”Barmer” Jensen er ny i sammenhæng med de nordiske mesterskaber, der for femte gang blev gennemført på Nyhavns Færgekro i det indre København.

- Det er første gang, jeg deltager. Senest, jeg var til en anden konkurrence, var i 2003. Det var til Årets Sild ved Launis, fortæller den glade vinder.

Barmer er gammel Aalborg-dreng. Siden slutningen af 1960’erne har han sat sit præg på det kulinariske billede af Nordjylland. Han har gennem 32 år været faglærer på kokke- og tjenerskolen i Aalborg, Food College, hvor han stoppede for tre år siden som underviser og siden har kunnet helliget sig sildene. Han har været med i udviklingen af Smagen af Nordjylland gennem sin medvirken i radio- og tv-programmer fra Nordjylland.

Hans kendemærke er ærlig mad med nordjyske råvarer fra bunden uden tilsætningsstoffer i råvarerne. Henning ”Barmer” Jensens gammeldags modnede sild fra salttøndens bund og til nordjydernes mund er kendt for at få smag og eftersmag, der får smagsløgene til at danse på tungen.

Henning ”Barmer” Jensen er beskedenheden selv, når det kommer til betydningen af at være nykåret nordisk mester, men han ser gerne en sildefestival i Nibe. Han er stærkt opsat på at lave en masse lækre sild.

- Nu skal jeg sat’me til at lave nogle sild, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden