Narkokriminalitet

Nordjyde anholdt som led i stor narkoaktion

Hus i Himmerland ransaget som et led i europæisk politiaktion mod narko-ring

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch Michael Koch

Opdateret 08. marts 2018 kl. 20:13

HIMMERLAND: Nordjyllands Politi assisterede onsdag i en koordineret, europæisk politiaktion, hvor der blev slået ned på det, der formodes at være en international narko-ring.

Aktionen var koordineret af Særlig Efterforskning Vest (SEV), der arbejder med at opklare organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene i Jylland og Fyn.

Leder af efterforskningsenheden, politiinspektør Brian Olsen, bekræfter over for NORDJYSKE Medier, at der onsdag blev ransaget et hus i Himmerland som en del af aktionen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har været i Himmerland med assistance fra Nordjyllands Politi. Her blev en person anholdt, og der blev foretaget en ransagning, fortæller Brian Olsen.

20 anholdt

I alt 20 personer er anholdt onsdag i Danmark samt Sverige og Holland. I Danmark ventes de anholdte at blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag. Her vil politiet begære dørene lukket, og derfor kan Brian Olsen ikke fortælle nærmere om anholdelsen i Himmerland. Han kan heller ikke præcisere, hvor ransagningen fandt sted, eller hvilket resultat der kom ud af den.

Helt overordnet fortæller han dog, at der blev beslaglagt over 900 kilo hash under onsdagens aktion. Sammenlagt er der under hele efterforskningen af narkoorganisationen beslaglagt omkring to tons hash samt 11 kilo kokain. Dertil kommer dét, som SEV betegner som "store pengebeløb".

Månedlang efterforskning

Anholdelserne kommer efter måneders efterforskning, hvor politiet i Danmark har arbejdet sammen med politiet i Holland og Sverige samt Guardia Civil i Spanien.

Indsatsen har også tidligere ført til en række ransagninger og undersøgelser i andre lande. Her er der ligeledes blevet beslaglagt hash samt amfetaminolie og amfetamin, kokain og heroin.

- Vi har løbende holdt møder rundt i Europa for at koordinere indsatsen, så vi kunne slå til på det rigtige tidspunkt. Det er det gode samarbejde på tværs af kreds- og landegrænser, der gør, at vi har kunnet optrevle så stor en narkoorganisation og få en meget stor mængde narko væk fra gaden, siger Brian Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden