Nordjyde bag stand-up i Kina
Ung mand fra Vendsyssel har startet stand-up-klub i den kinesiske millionby Shanghai.

Nordjyske Morten Fausbøll har været med til at starte klubben Kung Fu Komedy i Shanghai. Privatfoto
- Jeg har altid været klassens sjove dreng. Ham der ville have de andre til at grine. Det siger Morten Fausbøll om baggrunden for, at han og et par venner fra USA og Australien for et år siden etablerede den første stand up klub i Shanghai i Kina - nemlig Kung Fu Komedy. Fælles for de tre initiativtagere er, at de bor og arbejder i Shanghai - og altså interesserer sig for stand up. 20 mio. indbyggere Klubben har i dag stor søgning af især fra vesterlændinge, der bor i den kinesiske by med 20 millioner indbyggere - ligesom det mest er vesterlændinge, der står på scenen. Klubben er blevet deres fristed, hvor de mødes i fritiden for at udveksle erfaringer om at bo i et land med en fremmed kultur - gerne med glimt i øjet og en lettere satirisk indgang. - Vi er efterhånden blevet en god håndfuld udlændinge fra Europa, USA og Australien, der skiftes til at gå på scenen med skiftende shows to gange om måneden, siger han. Grænser for humor Der er dog grænser for, hvor sjov man kan gøre sig på kinesernes bekostning, når man nu bor og arbejder i landet og i øvrigt er glad for det. - Vi siger stort set, hvad vi har lyst til, men der er helt klart grænser for, hvad vi må sige. Vi skal f.eks. ikke begynde at lave shows, der handler om at Tibet skal være frit eller om at Taiwan ikke tilhører Kina. Så vil vi uden tvivl blive lukket ned, siger Morten Fausbøll, som har sin egen opskrift på, hvad man kan tillade sig. - Man kan sammenligne det med at prikke til en kæreste - det skal gøres med omtanke og forsigtigt. Vi er jo glade for at bo og arbejde i Kina og vil gerne blive her, så når vi kommenterer de kulturelle forskelle, gør vi det altid med glimt i øjet - og aldrig nedladende. Hvis man gør det, er man efter kinesisk kodeks en ubehagelig person, siger han. Når Morten Fausbøll ikke hygger sig med fritidsinteressen stand up, arbejder han hos GN Store Nord i Shanghai. Læs hele artiklen i NORDJYSKE Stiftstidendes Vendsyssel-udgave søndag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.