Bruxelles

Nordjyde i Bruxelles: Hvad sker der mere?

Britta Bousba-Jensen fra Aalborg oplever sirener, chok og øget sikkerhed

Britta Bousba-Jensen sidder på et kontor kun en kilometer fra den bomberamte metrostation i Bruxelles. Privatfoto
Britta Bousba-Jensen sidder på et kontor kun en kilometer fra den bomberamte metrostation i Bruxelles. Privatfoto

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:29

BRUXELLES: - Vi er godt nervøse alle sammen. Hvad mere kommer der til at ske, spørger Britta Bousba-Jensen, der er fra Aalborg, men har boet og arbejdet i den terrorramte belgiske hovedstad i 33 år.

- Vi er oppe over 25 døde nu, hvis ikke mere. Det sidste vi har hørt, er at der er 13 døde i lufthavnen og 15 på metrostationen, beretter hun.

Britta Bousba-Jensen er ansat ved EU-kommisionen, og sidder på et kontor cirka en kilometer fra Maelbeek-metrostationen, hvor der tirsdag formiddag blev sprængt en bombe kort tid efter to kraftige eksplosioner i Zaventem-lufthavnen.

- Jeg hørte ikke selv eksplosionerne, men vi bliver overfløjet af helikoptere, og vi kan høre sirener hele tiden. Om det er politi eller ambulancer, er jo ikke til at sige, sukker Britta.

Skoler lukket

Hun ankom til sin arbejdsplads lige før kl. 8, og i minutterne fra hun parkerede sin bil i garagen til hun nåede op på kontoret, skete de to eksplosioner i lufthavnen.

- Nu sidder vi alle fem og følger med på hver sin hjemmeside. Sikkerheden er øget, så folk ikke kan komme ind, og vi ikke kan komme ud. Fly og toge er aflyst. Min søn er sporvognskonduktør, men jeg ved ikke om busser og sporvogne kører, fortæller hun.

- Vi er chokerede. Især min belgiske kollega, der har en lille pige på 10 år, der er i skole. Skolen er også lukket, så man hverken kan komme ind eller ud.

- Det er første gang, det er kommet så tæt på. Der er selvfølgelig sket ting før, men det er første gang det kommer så tæt på, at man kunne have været der. Jeg havde tænkt på at tage hjem til påske, fortæller Britta.

Sms’er strømmer ind

Telefonsystemet er overbelastet, så ikke alle opkald kommer igennem til og fra Bruxelles.

- Men jeg får mange sms’er. I dag opdager man, hvor mange, der godt kan lide én, siger Britta.

Hun har skyndt sig at oplyse familie og venner om, at hun og hendes familie er uskadte.

- Der er også oprettet en ny side på Facebook, hvor alle vi i Bruxelles kan gå ind og skrive, at vi har det godt. Det har jeg også gjort, fortæller Britta.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden