Nordjyde skal til EM i forskning
Søsterens sygdom motiverede Frederikke Engesgaard
Opdateret kl. 21:44
VESTER HASSING: - Jeg har bare ringet rundt til en masse kloge mennesker, fordi jeg havde nogle idéer, og nu er der kommet det her ud af det.
Det er nok ikke oplagt for enhver teenager, hvordan man midt i en travl ungdoms- og gymnasietid ender med at lave forsøg om kræftforskning, men for Frederikke Engesgaard, der i denne uge tager til Bruxelles for at deltage i European Contest for Young Scientists, lyder vejen faktisk lige til, når hun selv forklarer det.
- Jeg har altid interesseret mig utrolig meget for, hvordan kroppen fungerer, og da jeg fik en idé, var det bare at kontakte folk til højre og venstre, som måske kunne hjælpe mig med at komme videre.
Søster fik kræft
At det lige var kræftforskning, Frederikke Engesgaards tanker kredsede om, da hun begyndte på det projekt, som hun skal fremlægge i Bruxelles, er ikke tilfældigt.
Hendes søster havde nemlig fået konstateret sygdommen for tre år siden, men er nu rask.
Men det har altså givet en klar modstander, når hun har arbejdet med sin forskning.
- Det er jo spændende at forske i noget, hvor det er så tydeligt, hvorfor det er vigtigt. Det er en meget konkret ting at kæmpe imod, siger hun.
Hendes forskningsprojekt drejer sig om at finde en måde at opdage kræft tidligere på.
Hun har undersøgt, hvordan et protein sætter sig på kræftceller. En viden som hun håber på kan bruges til en diagnosticeringsmetode, hvor en blodprøve skal kunne vise, om man har kræft.
Er hun Europas bedste?
Konkurrencen i Bruxelles, som hun kvalificerede sig til ved i april at vinde prisen som Årets Unge Forsker ved et arrangement i Forum, foregår over hele fem dage, hvor hun skal stå ved sin stand og præsentere sin forskning for alle forbipasserende, heriblandt en række jurymedlemmer, der skal vurdere, om hun er europas bedste unge forsker.
- Det bliver helt sikkert hårdt at skulle være på i så mange timer i så mange dage i streg, siger hun og håber at der også kan være tid til at høre om de andres projekter.
- Men i Forum var der så meget at se til, at jeg næsten ikke hørte om de andre. Jeg håber, jeg kan nå lidt mere omkring den her gang, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.