Nordjylland i front med innovation

Nordjylland har landets højeste andel af innovative virksomheder, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Erling Henningsen: De små og mellemstore virksomheder i Nordjylland har været hurtige til at tilpasse sig krisen.

Erling Henningsen: De små og mellemstore virksomheder i Nordjylland har været hurtige til at tilpasse sig krisen.

Helt præcist er 50,8 procent af de nordjyske virksomheder innovative sammenlignet med et landsgennemsnit på 47,2 procent, som især virksomheder i hovedstadsområdet er med til at trække op. De nordjyske virksomheder udmærker sig især inden for de former for innovation, som omfatter organisatoriske forandringer, tilpasning af virksomhedens arbejdsgange samt forbedrede produktionsprocesser og nye logistik- eller leveringssystemer. I Vækstforum Nordjylland ser man meget positivt på de nye tal og ikke mindst på den fleksibilitet, de viser i det nordjyske erhvervsliv. Det forklarer Erling Henningsen, som er medlem af formandskabet i Vækstforum: - En sandsynlig forklaring er, at vores mange små og mellemstore virksomheder er relativt fleksible. De har givetvis været hurtige til at indse alvoren i de senere års krise og har tilpasset sig de nye tider ved at ændre deres organisering og trimme deres processer. Det er samme fleksibilitet, vi ser nu, hvor der er ved at komme gang i hjulene igen med flere nyansættelser og faldende ledighed i Nordjylland, siger Erling Henningsen. Analysen fra Danmarks Statisk, der dækker perioden 2008-2010, viser dog også, at det nordjyske erhvervsliv er tilbageholdende med at investere i mere videntunge forsknings- og udviklingsaktiviteter, som kan give innovationen i erhvervslivet et ekstra løft. Her ligger niveauet i Nordjylland under landsgennemsnittet. abild

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.