10 spørgsmål til Henning G.: - Mit lyse sind er udfordret

Henning G. Jensen, tidligere borgmester i Aalborg, savner samværet med andre mennesker. Sjældent er han blevet så glad for, at en journalist ringede...

Borgmester i Aalborg gennem 16 år Henning G. Jensen ved sin afskedsreception i 2013, hvor barnebarnet Anne beundrer borgmesterkæden. Hun er i dag 15 år og et af de fire børnebørn, der spreder glæde i hans tilværelse.  Arkivfoto: Michael Bygballe <i>Michael Bygballe</i>

Borgmester i Aalborg gennem 16 år Henning G. Jensen ved sin afskedsreception i 2013, hvor barnebarnet Anne beundrer borgmesterkæden. Hun er i dag 15 år og et af de fire børnebørn, der spreder glæde i hans tilværelse. Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe

Det jeg savner mest under corona-krisen er ...

... den livseliksir det er at have berigende møder og samtaler med andre mennesker. Lige nu må jeg klare mig med telefonsamtaler og små besøg af børnene. Ja, jeg havde aldrig troet, at jeg kunne blive så glad for, at en journalist ringede, haha!

- Jeg kommer virkelig til at tænke over, hvor glad jeg er for livet. Det er som om ens sindstilstande forstærkes, ikke mindst savnet efter min hustru Birgit, der døde sidste år. Ikke fordi jeg pylrer eller har ondt af mig selv, men jeg synes, at mit ellers så lyse sind er udfordret i øjeblikket.

Det første jeg vil gøre, når vi igen kan færdes normalt er ...

... at besøge nogle goder venner ude i Godthåb, som Birgit og jeg har haft i mange år, de er kommet hjem fra New Zealand for nylig. Og et par nære kammerater og gode venner som jeg har fået gennem mit politiske liv. Mange af dem skulle jeg have set til reception i anledning af min 70-års fødselsdag 18. marts, men den måtte aflyses. Jeg hverken ryger eller drikker, men jeg er afhængig af sport, så det glæder jeg mig til at kunne overvære igen - både fysisk og på tv.

Det vigtigste i mit liv - under normale forhold - er ...

... at komme ud mellem mennesker sådan helt generelt. At tage i sommerhus, til AaB's kampe på stadion, eller en tur på travbanen, uhh, jeg savner hestene i øjeblikket. Og så elsker jeg en god håndboldkamp i Gigantium. Jeg har aldrig fortrudt de store politiske slagsmål, vi måtte tage for det byggeri.

Jeg bruger oftest min telefon til ...

... at tale i og skrive sms'er. Når jeg går på nettet, er det fra min computer, der tjekker jeg hyppigt diverse avisers nyhedssider, og så søger jeg efter alskens oplysninger. Om et firma eller en person jeg lige kommer til at tænke på eller om et engelsk udtryk f.eks, hvor jeg er i tvivl om betydningen. Jeg har altid været meget nysgerrig.

Det bedste jeg kan foretage mig er ...

... at læse - når jeg altså ikke er ude i byen. Papiravisen er mit faste morgenritual, og så læser jeg også mange bøger, for tiden "Den hvide Masai" som jeg fik i fødselsdagsgave af en god ven. Jeg har også lige genlæst syvende bind i serien om Aalborgs historie.

Når jeg vil være rigtig god ved mig selv …

... sætter jeg mig ud på altanen og ser ud over fjorden. Eller cykler en tur rundt i Nørresundby, måske over kulturbroen. Den er jeg glad for, at vi fik gennemført, på trods af udbredt skepsis. Broen binder Vestbyen og Nørresundby sammen på fornem vis. Og så spiser jeg gerne en is eller en leverpostejmad.

Det største øjeblik i mit liv var ...

... da jeg i 1974 blev gift med Birgit i Jetsmark Kirke under kalkmalerierne. Arbejdsmæssigt var det, da jeg blev udpeget som borgmester efter valget i november 1997.

Jeg vil helst rejse til …

... Norditalien, f.eks. til Comosøen, hvor Birgit og jeg har været flere gange. Når man opholder sig der, er det tydeligt, hvorfor kunstnere i forrige århundrede faldt for områdets klima, landskaber, bygninger, mad, vin og kvinder - ja, hele atmosfæren dernede. Det er frygtelig synd, at de skal rammes så hårdt.

Mit yndlingsmåltid er ...

... en rigtig god hjemmelavet hønse- eller oksekødsuppe med kød og melboller, det giver velvære. Mine kompetencer ligger desværre ikke i madlavning, så efter Birgits død må jeg nøjes med at optø den frosne udgave. Jeg elsker også alt med rejer og godt brød.

Jeg vil helst bruge min lørdag aften …

... i godt vejr omkring en grill ved sommerhuset med familie eller gode venner. Vi får et glas vin, snakker og hygger, mens børnene løber og leger i græsset. Det elsker jeg.

- I mit arbejdsliv var der ikke ret mange mennesker, jeg kunne slappe af og tale helt frit med, for sladderen løb hurtigt. Nu nyder jeg at være sammen med især de yngre, der giver mig lidt modspil, og så at opleve mine fire børnebørn i aktion. Mange af mine jævnaldrende taler mest om sygdom og børnebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.