Ildebrand

Røgdykkere måtte i aktion: 100 personer evakueret under gudstjeneste

Røgdykkere måtte i aktion


Opdateret kl. 19:52

Opdateret med kommentar fra præst Tone Rahbek Pedersen

Søndag kort før middag måtte Nordjyllands Beredskab i hast rykke mod Nattergalevej i Stenum vest for Brønderslev: Under en gudstjeneste i frikirken Vesterkirken, hvor omkring 100 personer deltog,  blev der pludselig konstateret røgudvikling i den store bygning.

Foto: Lars Pauli

Alle blev evakueret, samtidig med, at der blev slået alarm.

Og det foregik stille og roligt, fortæller præst Tone Rahbek Pedersen, der var vikar ved formiddagens gudstjeneste.

- Musikken var lige klinget af, og jeg nåede ikke at begynde min prædiken, før der kom sort røg ud gennem ventilationsanlægget, fortæller hun til Nordjyske.

- Der var en, der råbte, at vi skulle gå ud, og det gjorde vi. Men først sikrede vi os, at der ikke var nogen tilbage i andre rum i kirken.

Indsatsleder Thomas Boelt fortalte klokken 12.30, at det var lykkedes at begrænse branden til et teknik- og depotrum - det er også her, den er opstået.

Foto: Lars Pauli

- Men bygningen er sod- og røgskadet, og der er tilkaldt skadesservice, som skal vurdere situationen nærmere, lød det.

Ingen er kommet noget til i forbindelse med brand eller røgudvikling.

Foto: Lars Pauli

Det var nødvendigt at sende røgdykkere ind i kirken for at få slukket branden.

Foto: Lars Pauli
Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden