11 nordjyske borgmestre er enige: Lad os få den motorvej
Opdateret kl. 13:45
Behovet for en tredje forbindelse over Limfjorden ved Aalborg er tydeligt og voksende.
Lige om lidt skal de afgørende beslutninger træffes i Folketinget. Beslutningstagerne skal vide, at de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland står skulder ved skulder i projektet.
For nylig blev anlægsloven for den 3. Limfjordsforbindelse sendt i høring. Sammen med anlægsloven er også en supplerende miljøkonsekvensvurdering sendt i høring.
Det er vigtigt, fordi miljøkonsekvensvurderingen skal sikre, at det kommende anlægsarbejde kan udføres i forsvarlige og kontrollerede rammer.
Med både anlægsloven og vurderingen inden for rækkevidde står vi på tærsklen til en afgørende Folketingsbeslutning: Vedtagelsen af anlægsloven for den nye forbindelse over Limfjorden.
Infrastrukturplan 2035, der blev indgået som et bredt forlig i 2021, afsatte midlerne til etablering af den nye forbindelse.
Siden da er der arbejdet med en supplerende vurdering af de eventuelle miljøkonsekvenser, så grundlaget er så godt som muligt. Samtlige nordjyske kommuner, regionsrådet, arbejdsgiverorganisationer, erhvervsorganisationer og fagbevægelsen bakker op om den 3. Limfjordsforbindelse. Den er nødvendig, og den er på vej.
Vejen hertil har været lang med årtiers debat, dialog og fælles kamp for en 3. Limfjordsforbindelse, som skal sikre vækst i Nordjylland og være til gavn for hele landet.
De to eksisterende vejforbindelser over Limfjorden ved Aalborg er fyldt op, og kigger man fremad, bliver trafikken her markant større; ikke mindst i myldretiden.
De trafikale flaskehalse over fjorden trækker store veksler på erhvervslivet og truer sammenhængskraften i regionen. Der er derfor et presserende behov for en vedtagelse af anlægsloven.
I alt for mange år har usikkerhed om fremkommeligheden over Limfjorden haft konsekvenser for Nordjylland.
Usikkerheden hæmmer tilflytnings- og investeringslysten og dermed også betingelserne for vækst i regionen. Skal en ny virksomhed fx etablere sig i Nordjylland, må forretningsindehaverne have troen på, at deres medarbejdere kan komme til og fra arbejde, også selvom de skal krydse fjorden.
Den aktuelle supplerende miljøkonsekvensvurdering muliggør, at Folketinget kan vedtage en anlægslov på et fuldt oplyst grundlag med de seneste data og prognoser. Af regeringens lovprogram for folketingsåret 2023-2024 fremgår det, at anlægsloven forventes fremsat i Folketinget i februar 2024.
En vedtagelse er et afgørende skridt nærmere det første spadestik til den 3. Limfjordsforbindelse og en styrket region, både hvad gælder erhvervsliv, befolkningsudvikling og sammenhængskraft.
Anlægsarbejdet påbegyndes efter planen i 2025.
Høj mobilitet er en af de afgørende forudsætninger for vækst og beskæftigelse i Danmark.
Den 3. Limfjordsforbindelse over Egholm vil sikre trafikanterne øget sikkerhed for at kunne komme frem, sikre en større samlet kapacitet i fjordkrydsningen og sikre langt bedre trafikafvikling over fjorden bredt set.
Som borgmestre og regionrådsformand ser vi frem til, at Nordjylland bliver bundet stærkere sammen gennem en styrket infrastruktur.
Indlægget er indsendt af Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune; Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune;Mads Duedahl, regionrådsformand i Region Nordjylland;Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune;Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune; Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune; Mogens Christen Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune; Tobias Birch Johansen, borgmester i Læsø Kommune; Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune; Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune; Jesper Ferløv Greth, borgmester i Rebild Kommune og Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune – alle i regi af Business Region North Denmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.