Jeg har selv oplevet det op til flere gange med tætte venner og familie. Men også bare at høre, hvad folk går igennem, fordi systemet har lang venteliste eller fordi man ikke har råd til privat udredning.

De kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, både derhjemme og i skolen. Jeg er træt af at høre på, hvor uretfærdigt systemet er. Det går ud over deres fremtid, deres sociale relationer og deres selvtillid. Det er ikke fair, hverken for dem eller familien.

Min søster, som har autisme og angst, går igennem meget for tiden. Hun har mistet sine sociale relationer, og er kommet bagud fagligt, og som storesøster bekymrer jeg mig.

Min mor får at vide af min søsters lærer, at hun bare skal af sted i skole, og mange andre mener det samme. Min mor er alenemor og har nok at se til i forvejen. Vi mener, at min søster har brug for mere støtte, og det får hun ikke i det nuværende tilbud. Og det er ikke nemt at få et godt tilbud, som er egnet til hende, fordi hun skal revisiteres. Det betyder, at hun skal igennem systemet forfra, og det tager lang tid og koster mange kræfter.Dem, som kommer til møde med min mor, mener at de ved hvad der er bedst for min søster, også selvom de aldrig har mødt hende. Det er også "sjovt", at dem der snakker om autisme, ingen forstand har på autisme.

Politikere som Mathias Tesfaye siger, at børn bare skal tvinges i skole, og han glemmer fuldstændigt deres mentale helbred. Disse børn kæmper følelsesmæssigt og mentalt. Det er sindssygt hvor langsomt, og sløvt systemet er.

Det er ikke “bare” at komme i skole, for dem der har det svært. Der er en grund til at de ikke vil. Det kan presse dem så stramt, at konsekvenserne kan være angst, selvmordstanker, selvskade, OCD og meget mere.

Min mor bliver også beskyldt for ting, som at det er hendes skyld, at min søster ikke kommer i skole. Hvordan kan det være, at kommunen og andre i det højere hierarki, skal snakke om ting, de ikke har forstand på? Forældre går igennem så meget, og de knokler konstant for, at deres barn får det godt. Og det værste ved det hele er, at der nok også er mange andre der kan relatere. Systemet er så skuffende.

Kommunen skal have flere ressourcer, så udredningen går hurtigere og de unge og deres familier får mere støtte. Især fordi lange ventetider på diagnoser ofte fører til, at forældre bliver beskyldt for deres barns problemer. Hurtig indsats forhindrer dette. 

Og folk skal blive klogere på dem med diagnoser, især dem der arbejder med det, eller omkring dem.