21-årig nordjyde klemt ihjel - nu reagerer Arbejdstilsynet
Arbejdsulykke får konsekvenser for virksomhed
NORDJYLLAND: Det får nu konsekvenser for Kjellerup-firmaet KVM A/S, at en 21-årig nordjyde i søndags omkom efter en arbejdsulykke, hvor han blev klemt ihjel, mens han var ved at udskifte hydraulik-cylindre på en lift, som i den forbindelse styrtede sammen.
Ulykken skete under arbejde på en betonfabrik i Horsens, og ifølge Fagbladet 3F har Arbejdstilsynet nu givet KVM A/S et strakspåbud.
Ifølge fagbladet ønsker Arbejdstilsynet, at Kjellerup-firmaet nu retter op på forhold, der strider mod arbejdsmiljølovgivningen.
“I har fået strakspåbud om at sikre arbejdet med udskiftning af hydraulik-cylindre på bræddestakker, i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Samt at sikre der træffes effektive foranstaltninger mod sammenstyrtning af maskinen under service”, står der i strakspåbuddet, som 3F har fået aktindsigt i.
Ifølge den overvejer Arbejdstilsynet nu, om KVM A/S skal have en bøde, eller om omstændighederne ved ulykken giver basis for at melde firmaet til politiet.