Erhverv

260 statsansatte i Hjørring skal have ny direktør

Direktøren for Statens Administration i Hjørring får ikke forlænget sin kontrakt

Trolle Klitgård Andersen har haft sidste arbejdsdag som direktør for Statens Administration i Hjørring, efter hans kontrakt er udløbet. Nu leder Økonomistyrelsen efter en ny direktør. Arkivfoto: Bente Poder
Trolle Klitgård Andersen har haft sidste arbejdsdag som direktør for Statens Administration i Hjørring, efter hans kontrakt er udløbet. Nu leder Økonomistyrelsen efter en ny direktør. Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 17. maj 2022 kl. 09:01

NORDJYLLAND: 55-årige Trolle Klitgård Andersen er 1. september 2020 fratrådt sin stilling som direktør for Statens Administration i Hjørring.

Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, oplyser Statens Administration i en pressemeddelelse.

- Trolle har ydet en stor indsats i Statens Administration, siden han tiltrådte stillingen som direktør for snart fem år siden. Han var en central drivkraft i flytningen af styrelsen fra København til Hjørring, og han har formået at sikre en stabil og sikker drift under etableringen af Statens Administration, siger Poul Taankvist, direktør i Økonomistyrelsen, i pressemeddelelsen.

Statens Administration skriver i en mail til NORDJYSKE, at der ikke er tale om en fyring af Trolle Klitgård Andersen.

- Fratrædelsen sker efter gensidig aftale i forbindelse med udløb af Trolle Klitgård Andersens åremålskontrakt.

Der er endnu ingen afklaring på, hvem der skal overtage den ledige direktørstol. Kontorchef Per Helmer Roos er konstitueret i direktørstillingen fra den 1. september og frem til, at en ny direktør kan træde til.

- Stillingen vil blive slået op med henblik på permanent besættelse snarest muligt, oplyser Statens Administration.

Direktøren for Statens Administration i Hjørring er chef for cirka 260 medarbejdere.

Forsiden